33O HE1)E1æ1Am(ENs AM‘r. vækst. Her vokser skimltryfen, kvitlyng (andromeda poli;folia) med en Skjærm af lyser-øde, klokkelignende blomster og tranebær eller myr-tyte, hvis traadfine stængler kryber over mosen og bærer de vakre, lyser-øde blomster. “ Klemt fast mod mosunderlaget staar ringormgras eller soldogg- arterne (d-rose-r((), hvis rodstillede blade er tæt besatte med røde haar, mellem hvilke der findes klæbrige kjertelhaar, der glitrer i solskinnet som dugperler. Paa kjertelhaarene bliver smaadyr holdt fast og omkommer, idet planten uddrager af dem en del stoffe, som den har brug for til sin ernæring. En anden plante, som ligeledes «spiser insekter», tæftegras (pingui(:ula vulgaris), hører til de almindeligste planter paa torv- myrerne. To andre til samme slægt henhørende arter, pingu“i(?ula villosa og alpina, forekommer langt sjeldnere og kun paa endel torvmyrer i amtetS nordligere fjeldegne; den sidste har gulhvide, de to andre blaa blomster.
- lIyrhaf ((’Olll(ll’llmÞ palusfre) med de markerede blomster og
koblede blade, myr-kl(eg, i Odalen kaldt myr-gran (pedi(—z(lm“i.s— palu- .s-fri“s) og (jaablom (parnass‘ia palustris), der har l hvid blomst. med smaa gule, stilkede kjertler ved kronbladenes grund og l blad midt paa stængelen, myoflvel ((*riophor:1m-arter) samt malte eller midler er meget almindelige planter paa myr-erne. Den sidste optræder paa enkelte steder i store masser, «1nultemyrer». Særligi de nordligste dele af Østerdalen er multemyrer-11e vidtstrakte og rige Hist og her kan der findes en og anden sjelden plante paa myr-erne. Saaledes er m(Zla;1—is paludosa, en liden orkidé med bleg- grøn farve saavel paa blomsterne som paa stængel og blade. fundet i S—olør, Odalen og Elverum. og dens slægtning, m-ala;r1Lc monophyllos, i Solør og Vang. Den før nævnte ly(“()po(lium i7l2l)I(Z(lt2lm. vokser foruden i Odalen ogsaa i Romedal og i Elverum paa Skjæftemyren. Paa endel torvmyrer, f. eks. i Odalen og i Solør, er der ogsaa rape eller dve-rgl)irk (“betula n(ma), der ellers paa Østlandet hører hjemme i fjeldegnene, og i Elverum findes pors (myri(—a gale), en stærkt lugtende busk, som har sin væsentlige udbredelse langs vestkysten Myrerne er, som bekjendt, mere eller mindre vaade og bløde. Medens enkelte dele kan være aabne tjern, er andre dele, saa- ledes den ydre rand, ofte tørre og danner nyland, som efterhvert erobres af planter fra de tilstødende lokaliteter. Omgives myren f. eks. af skog, vil træer og buske efterhvert vandre ind fra denne og erobre vokseplads, og skogens bundplanter vil ogsaa lidt efter lidt spre(le sig og fortrænge den oprindelige plante- vækst, som paa den tørrere jordbu11d ikke længer finder til- strækkelige betingelser for fuld udvikling og trivsel.
