Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/375

364 HEDEMARKENS AMT. mod p1antning af granskog. Her bør furuen altid ubetinget have forrangen og granen i det høieste en underordnet plads som blandingstræ. Forøvrigt er granen ikke afhængig af et dybt jordsmon; den kan vokse og udvikle en stor stamme paa grunde, løse jord1ag. Derimod kræver dette altid, at der findes en vis friskhed eller fugtighed i det øverste jordlag, hvor dens rødder udbreder sig. Hvor der er mægtige løse jordlag, er det mangel paa fugtighed i det nærmest Overfladen liggende lag, som danner den største hindring for dens almindeligere udbredelse. At granen er afhængig af et tilstedeværende muld1ag, beror paa dens eiendommelige roddanne1se. Et jorddække kan i høi grad modificere de fysiske egenskaber hos marken og først og fremst dens fugtighedsgrad. Vore skogmarker er ofte fattige paa muldjord og saaledes temmelig ugunstige for granen, men hvis skogen bliver bedre beskyttet, forandrer de efterhaanden sin natur. Hvor der er ophobede masser af ufuldstændig forraadnede vækststoffe, nær vandsig, vokser granen gjerne, hvorfor de lavlændte bredder ved vore elve, aaer og bække gjerne er om- givne af gran. Disse vækststoffe kan samles paa alslags jord, saa- vel paa lerjord som paa sandjord af alle forskjellige arter. Det mate- riale. hvoraf denne muld dannes, bestaar af visse mosearter (sphagna og hyp)za), blaabærris, bregner, kjærringrok, græs m. m. og især af affald fra træerne og af forraadnede træstammer. Til deres dannelse kræves det, at landet skraaner saa meget, at der ikke kan blive noget stillestaaende grundvand, thi i dette tilfælde bliver der iste- den en furun1yr. Forat vandet skal kunde rinde væk, kræves der saare liden skraaning af marken og, hvor langsomt end vandet siver eller rinder, indeholder det dog ganske andre opløselig salte og stoffe end det stagnerende vand paa fladmoserne og furumyrerne, og det fremkalder derfor en ganske forskjellig vegetation saavel af træer som af mindre vækster. Dog opnaar granen paa saadan fugtig undergrund ikke den størrelse som paa frugtbarere mark. Ved at aabne afløb for vandet kan jordsmonnet let forvandles til meget frugtbarere mark. For granen er efter dette det bedste jordsmon lerblandet sand- jord og sandblandet lerjord og de frugtbareste aurmarker; derefter kommer aursand og grus, naar et muldlag er tilstede, hvor den ogsaa vokser godt. Paa lavlændte og fugtige marker, der bestaar af muldrig sandjord, lavmoer, vokser ogsaa granen. Kjæragtige marker, grunde, ikke altfor vaade kjær, muldrig og frisk mosand er andre voksesteder. Grankjær, tør og muldfattig mosand er mindre skikket, skjønt den endnu vokser der. Paa grund af muldlagets tykkelse eller ved dets ødelæggelse ved skogbrand og