Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/385

374 HEDEMARKENS Amt uden at disse træer kan kaldes egentlig skogdanuende, det skulde da være, om man vilde regne oren til et skogdannende træ. Lærketræet trives godt, naar det plantes i amtet. I Grue saaedes paa et aabent sted i skogen, som var afbrændt, og hvor grunden var meget stenet, i 1862 lidt lærkefrø. Ti aar senere stod der en liden, men vakker lærkeskog, hvor enkelte træer havde naaet en høide af 5 m. med 8 cm. og derover i diameter. ’ En skog af lærketræer paa 2O maal plantet i 1801 er der ved Bolneset i Brandval F inskog. Den er vokset op til træer paa 16—-l7 tommer. Lærketræets høidegrændse synes i den sydlige del af Norge at kunne sættes til omtrent noget over 6OO m. o. h. I Tønset er flere lærketræer, hvoraf de største i en alder af 75—80 aar har en høide af 1O m. og stammerne et omfang af 1.56—l.75 m. Træerne staar paa et meget veirhaardt sted. I Stor-Elvedalen, hvor naturforholdene er de samme, holder lærketræerne sig ogsaa meget godt. De mere kjælne løvtræer, som as-k, hm og alm, har nogen udbredelse i Hedemarken fogderi, forsaavidt som de forekommer i alle herreder11e her; ogsaa i Vinger og Odalen har disse træer nogen udbredelse, men de forsvinder i Søndre og Nordre Øster- dalen. Sjeldnere træer i Hedemarken fogderi er liTId og ek; de vokser i Nes og Stange herreder. I Løiten nævnes len og alm som plantet, ligesom lærketræer og poppel. Hassel forekommer ogsaa i Hedemarken fogderi, og der vokser ogsaa lidt vild has- sel i Vinger og Eidskogen. AlmPn trives ogsaa endnu som plantet træ ved gaarden Nordby i Elverum og ved Furuset i .Aamot. Løn gaar i Østerdalen op til Stor-Elvedalen. Lin(len har naaet sin nordgrændse i Løset i Aamot. Ved ruinerne af Hamar domkirke staar en lind, som kun er l2.5 m. høi, men stammen holder i brysthøide 3.7 m. i omfang Eken gaar som vildtvoksende træ til Nes ved Mjøsen, hvor man endda finder træer, der har en høide af 15 m,. og stammer, der i brysthøide holder 3.7 m. i omfang. Aspe)z ansaaes tidligere for et lidet værdifuldt træ. Vistnok benyttedes aspeløvet som foder for kreaturerne i daarlige høaar, men selve trævirket havde liden værdi. Aspen med dens vidt udbredte rødder og rodskud trækker megen næring til sig, og man ansaa den skadelig for den øvrige skog som for ager og eng, naar den kom ind paa jorderne. Aspens anvendelse ved træmassefabrikerne og end mere ved fyrstikfabrikerne har gjort træet værdifuldt. Aspen betales høi-