Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/468

SkoG. 457 I den del af almenningen, der faldt indenfor den ved vær- kets privilegier af 1646 bevilgede 4—mils-eircumference — Lille Korssjøliens skog, en del af Tufsingdalen og af skogstrimmelen paa vestre side af Fæmunden —-, havde værket brugsret som til almenningerne i Røros herred. I den øvrige del af almenningen var værkets ret indskrænket til adgang til kul af materialer, utjenlige til andet brug, og altsaa ikke til tømmerskogen. Endel brug af det saakaldte Elgaadals gods, over hvilket værket havde udøvet bygselraadigheden, tilhørte staten. Værket fik ved kongelig resolution af 2lde februar l798 brugsret til Rendalens 1mrdr(1 sfat-S—alm(“meing eller adgang til, saa længe det drives, at forsynes med de til driften fornødne skog- effekter, som skogene kunde taale at afgive, efter udvis11ing. Lige- ledes havde værket bygselraadigheden over de i almenningen liggende, Staten tilhørende rydningspladse. Værket var uberettiget til at raade over almenningens skogprodukter ved salg. Disse strækninger udgjør tilsammen omtrent 246 OOO hektar, hvoraf omkring 74 OOO hektar skogmark. Røros Værk har til sin kulforsyning i disse egne snauhugget store vidder, som har ligget afskogede og tildels endnu gjør det. Da jernbanen til Røros var bygget, begyndte vær-ket at smelte med koks istedet- for trækul. Dermed var den for skogen ødelæggende kulbrænding for en stor del ophørt. Der var, som nævnt, tvist, om Staten eller værket kunde bruge disse skoge, og saalænge denne tvist stod paa, kunde der ikke hugges. — Fra l86O af huggede værket ikke ganske ubetydeligt til Salg i skogene. I Rendalens almenning havde man i 1860 endog et «parti» maStetræer, som man ikke destomindre var betænkt paa at virke til kul, da man havde vanskeligt for at skaffe sig kjøbere, uagtet man henvendte sig til anseede trælastfirmaer baade i Kristiania og Göteborg; fra begge steder fik man omtrent ens svar, «at mastetræer vanskelig lod sig realisere i partier.» Af almindeligt tømmer flødede man derimod fra Rendalens almenning ikke ubetydelige par-tier baade til Klara og Glommen. (Dahle: Røros kobberverk l644—l894, pag. 391.) De største værdier knyttede sig til Røros østre og I)ragaas almenninger samt navnlig til Rendalens nordre almenning. Rets- forholdene var i den lange tid, som var hengaaet, Siden værket fik sine brugsrettigheder i disse strækninger, blevne uklare. Af disse grunde indgik Staten og Røros Værk i l90O en overens- komst, der traadte i kraft 1ste juli 190l, hvorefter en del skog tilfaldt Staten og en del Røros værk. Staten opgav til fordel for Røros Værk rettigheder i Røros vestre statsalmenning og Røros østre statsalmenning (Rørosgod-