Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/496

DYHE1.1v OG JAGT. 485 I Hedemarkens amt med dets Store skogs blev der neppe skudt 3O rugder aarlig. Almindeligvis træffes rugden under Sit ophold paa høifjeldet i de høieste og tætteste grønvidjer. Den er ikke altid saa let at skyde. Rugden har et ganske ualmindelig kulinarisk værd. 2lIyr-S“n“ipen eller dobbeltbekka.S—men (§9(“olopaæ m(:g“or) har egentlig ikke noget norsk navn, idet myrsnipe ogsaa ofte betegner rugden. Den er sædvanlig en fugl af heiloenS eller agerriksens størrelse og veier almindeligvis 170—185 gram. Om høsten er hele kroppen bedækket af et tykt fedtlag, saa huden brister, naar fuglen falder for sknddet, og fjærene overgydes med flydende olje. En saadan fugl veier ca. 235—-2‘5O gram, og op til 265 gram. Dobbeltbekkasinen ansees af mange som den lækreste af sine samslægtninge. De fleste synes paa grund af den oljeagtige sma-g at foretrække rugden og enkeltbek.kasinen. Dobbeltbekkasinen er en almindelig forekommende fugl, lige- saa hyppig som de tre andre bekkasinarter tilsammen, og næst ryperne er der ingen af vore jagtbare fugle af dem, der skydes for hund, som oftere fældes. Den er en af de bedst trykkende fugle og skydes for hund. Om høsten skydes dobbeltbekkasinen dels under dens ophold i hækkeregionerne paa fjeldene, dels under dens nedtræk fra disse i lavlandet. Paa fjeldet jages dobbeltbekkasinen næsten altid iforbindelse med rypen, idet begge disse vildtsorter holder til paa samme slags terræn i vidjeregionen. Paa en almindelig da-gsjagt falder almindelig en eller flere dobbeltbekaSiner med blandt det øvrige jagtbytte. I somme aar, som f. eks. Jl879, er der fuldt af bekkasiner, saa disse kan være gjenstand for jag-t, selv om der ingen ryper iindes. Dobbeltbekkasinen opholder sig undertiden paa sæterkveer, hvor de kan skydes. Trods sin almindelige udbredte forekomSt er enkPltbekka-s“in(—n- (9(’OZO])(l.]’ gallinago) i det hele taget ikke nogen hyppig fugl hos os; den træffes kun enkeltvis hist og her. Enkeltbekkasinen kommer hid i sidste halvdel af april og første halvdel af mai og tilkjendegiver sin nærværelse ved den gnæggende eller mækrende lyd, der har forskaffet den de mange navne hos os (myrbuk, raagjeit, mækkregauk, hummerhest, hørse- gjøg, paa Jæderen rossegauk, paa dansk himmelsgjed). De enkeltbekkasiner„ der opholder sig paa høifjeldet, forlader