Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/501

490 III—IDEMARKIÐNS AM’l’. I ældre tider fandtes dette I)yr i temmelig Mængde her i 8ognet; men i vore Dage skeer det ret sjelden. Maaskee jeg lyver ikke, naar jeg ansætter Tallet af de Bævergelle, som her- fra aarlig sælges, ikke højere end til 2 in 3. Den fornemste Aarsag til dette rare Dyrs Formindskelse, bliver uden al Tvivl: en tilvoxet Folkemængde; thi de ødeste og eensomste Steder er l3æverens rette Tilhold. I mange Aaer og Bække seer man endnu Mindesmærker af dette Dyrs konstig opførte Dæmninger og Bygninger, men Dyret selv er derfra for mange Aar siden bortflygtet eller udryddet. I de meget afsides Skogmarker og Fjelddale hender det, at en eller anden fanges af de1n. Foruden at skyde Bæveren ihjel, eller slaas den til l)øde, har man her i Sognet endnu en anden Maade, pa-a hvilken man har brugt at fange dett-e Dyr, i de Tider det opholdt sig i nogen Mængde her i Egnen, nemlig: at stikke det med et Jern, dannet næsten som en Flyndre-Pig. Dette Jern sættes til en Stang, og om Aftenen, ved antændt Lyster-Ild i Forstavnen af Baaden, igjennemstak man den forekommende Bæver, og da opdrog den i Baaden. Dette Redskab kalde vi en Bjør-Qvætte. Bjøren — saa kaldes Dyret her i Sognet — har et for vore Trysildere meget velsmagende Kjød. Især agtes Halen ret for en Lækkerbidsken. Paa to Steder her i Sognet har man, for en lang Tid siden, opfostret Bæverunger.§x Smith beskriver de Største hytter med 3C—4 alens gjennem- snit og med omtrent samme høide; af form lignede de i hast -( en Møgdynge eller Kulmile», og de har saaledes her havt sin egent- lige og oprindelige form, der er forskjellig fra den, som de fleste bæverhytter i Nedenes har nu for tiden. Endnu i hele det 18de aarhundrede havde bæveren et hovedtilholdssted i Solør og Østerdalen, skriver R (’ollc1ft, og den omtales herfra i midten af det 17de aarhundrede og af R(lIðtllS l715 i hans (1—Norrigis Beskrivelsen Især synes de at have været talrige i de øvre dele af Tryssil. hvor de fulgte Fæn1undselvens vasdrag høit op t-ilfjelds, maaske henimod Røros. ():mnerus omtaler 17G7, at der «paa Røros sees undertiden ganske hvide Bævere, og har jeg selv i min Samling et ganske hvidt Bæverskind, som er derfra». Maaske har Røros dog hovedsagelig været markedsplads for bæverskind og bævergjel. “ I nævnte indberetninger af 1743 fra de forskjellige lands- dele til det danske Cancelli nævnes bæveren at forekomme i Ren- dalen i(af ll’ilberg) og i Tolgen (af Si-hul1), foruden at den er nævnt som udbredt i Solør og Østerdalen