Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/580

HUSI—’LID OG INDUSTRI. ð69 i aaret 1621 var udgaaet forbud mod indførsel af tysk øl i Danmark. Brugen af brændevin tiltog, saa at man i l624 forbød dets anvendelse ved brylluper. I den 8de april 1662 udgivne toldrulle for Norge paa- lagdes en told af 1 rbdlr. for hvert anker indført brændevin. — Naar brændevinstilvirkningen først begyndte i Norge, kan ei med bestemthed afgjøres, men den var begyndt i det 17de aar- hundrede. 0prindelig var brændevinsbrænding enhver tilladt. Christian den fjerde forbød dog 1638 geistligheden at brænde i sine egne huse.* I forordning af 28de oktober 1699 forbødes brændevins- tilvirkning af hvede og rug. Gjentagende gange blev det forbudt at brænde af hvede og rug, men disse forbud blev igjen ophævede, i reglen efter kort tids forløb. 1719 søgtes brændingen indskrænket derved, at brændevin tillodes toldfrit indført søndenfjelds. Tanken synes at have været den, at korn især i misvækst- aar ikke burde forbruges til brændevin. Dette hensyn bevirkede almindelige forbud mod al brænding, naar kornpriserne var høie, og forbudene toges tilbage, naar disse faldt. Paa grund af den overhaandtagende brændevinsdrik blev al brænding forbudt 1756 søndenfje1ds og 1757 nordenfjelds, og i landdistrikterne maatte alene værtshusholdere, gjæstgivere og kroværter sælge brændevin og det kun efter særskilt bevilling. Alle forseelser mod brænde- vinslovgivningeu truedes med strenge straffe, endog «paa kroppen », og alle forseelser begaaede i drukkenskab blev belagte med dobbelt straf. I byerne hæve(les dette forl)ud ved forordning af 1767, som gjorde adgangen til at brænde afhængig af ann1eldelse og bevilling. Al brænding skulde ophøre saasnart rugprisen oversteg 3 rigsdaler og byg eller maltprisen 16 Ort pr. tønde. Naar undtages nogle igjen ophævede forl)ud mod brug af brændevin ved festlige leiligheder paa landet, skede der ingen forandring i den omtalte ordning for byerne eller landdistrikterne før l8l6. Dog blev der lagt skat paa tilvirkningen i kjøbstæderne ved forordning af 25de mai 1804; brændevinsbrænden i land- distrikterne var da, som berørt-, ganske forbudt ligetil l8l6. Skatten var dels en forma-lingsafgift af det korn, som benyttedes til brændingen, og dels en afgift af mæskekar og kjedler i forening for hver gang, de blev brugt. Kjøbstæderne benyttede da ikke synderlig sin ret til brændevinsbrænden, især fordi de ikke kunde hamle op med Danmark og fornemmelig Flensburg, hvorfra aarlige11 udførtes omkring 6 millioner potter. Tilvirkningen i Norge var hovedsagelig indskrænket til saadanne perioder, =da. priserne fra udlandet steg, og tilførselen udeblev.