60O HE1)EMAn1(1—:NS A1uT. og den egentlige kvæn (østerbotningen), der dog vist neppe har koloniseret synderlig paa Finskogene, hvor derimod den blonde tavastlänske kvæn synes mest repræsenteret. I .flgur og legem-sbygning bærer solungen vistnok ogsaa noget af kvænepræget; han er nemlig, ligesom denne, ikke egentlig grov- voksen eller særdeles stærkbygget, men mager og senestærk; de firskaarne og slanke Var vistnok 48.8 pct., men ogsaa 11.6 p(—t. spædbyggede. Legemshøi(lm var i de to sidste tiaarsperioder resp. l69;O og l69.1. M“ilitærdygtigheden var fra 54.0 steget til 65.5 pct. og udygtighedsprocenten sunken fra 25.9 til 23.1. Militærstatistisl: er bygderne den meste tid slaaet sammen.
- S‘ol-amgens jl)lke-lynne er noksaa udpræget og er igrunden det,
som mest, foruden fysiognomiet, skiller ham saavel fra øster- dølen som fra befolkningen længer udover i G1ommendalen sønden- for Kongsvinger; lidt spor af samme lynne finder man vistnok i Vinger og Eidskogen, men det er dog her mere afdæmpet af det almindelige østnorske. Han skildres som elskværdig og er i det hele taget sympati- vækkende ved sine Sociale egenskaber, sit gode humør og sit muntre, uforfærdede væsen, sin lethed Ved at greie sig i en snæver vending, sin hjælpsomhed og sin store gjæstfrihed. S(—hulZ(1, der hørte hjemme her i dalen, skildrer ham paa følgende maade: «Solungen er opvakt, glad og munter, livlig og foretagsom med levende indbildningskraft, omgjængelig, godhjertet og yderst gjæstfri. En sangviniker, men med megen udholdenhed og energi —— men løs i sin tale og sine moralske grundsætninger og i handel ikke fri for at fare med smaakneb og krangling.» Et saadant lynne gjør ham til et udmærket soldateremne, seig, udholdende og nøisom, som han er. Fra tidligere tider opvant med havrevelling og sild og nu i sin hovedbeskjæftigelse (skog- drift og tømmerflødning) kanske mere henvist til den saakaldte «nævagraut» (udkogt flesk tilsat med mel) og kaffe, er han ingen kostforagter eller kræsenper, men som skabt for soldaterlivet, der byder paa noget af hvert. Man har i solungens nævnte hoved— og yndlingsbeskjæftigelse og hans ernæring og levesæt i det hele villet finde hovedaarsage11 til dette eiendommelige tempera- ment, saa uligt ikke mindst nordmændenes i det hele, men ogsaa hans naboers — tryssi1lingen dog maaske undtagen —-; særlig er han forskjellig fra østerdølen, som dog driver den samme hovedbe- skjæftigelse, om end hans ernæring igjennem tiderne kanske har været noget anderledes. Heller ikke frembyder hans karakter nogen lighed med kvænens; det skulde da i det høieste kanske være med karele- rens, men denne har som nævnt neppe koloniseret paa skogene her. Det er dog lidet sandsynligt, at“livsvilkaarene har formet hans
