Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/656

BEFo1.xmNG. 645 kan ikke uden videre begynde. Ægteskabet fuldbyrdedes ved bryllupet, som kaldtes bruðlaup, dels bruðkaup. Benævnelsen bruðlaup har, maaske med urette, været anseet for en levning fra den aller ældste ti(1, da man stiftede ægteskab ved rov, nu betegner det dels den ægteskabsstiftende bryllups- handling dels det gjæstebud, hvori denne foregaar. Gjæstebudet (bruðlaupsueiZlaj var retsnødvendigt; i biskop Jons kristenret staar: «thi bryllup skal man holde, selv om det gjøres af melkeblande.» Ægteskabsstiftelsen maatte nemlig fore- gaa i overvær af gjæster, som kaldtes bruðmenn og bmðkonur, og deres vigtigste funktion var at ledsage først bruden og senere brudgommen til brudesengen Først da var ægteskabet gyldig stiftet efter gammel ret. Helt til vore tider har denne ledsagelse til brudesengen spillet en vigtig rolle i de norske bønders “bryllup, idet den aabenlyse betrædelse af brudesengen var den egentlig ægteskabs- stiftende akt. I de ældre love er, som nævnt, opfattelsen af ægteskabs- stiftelsen som et kjøb af bruden (bruðkaup) ikke længer opret- holdt, idet betalingen (mundr) tilfalder bruden selv. Dette finder sit udtryk i betegnelsen gij’t, gifting, hvorefter manden modtager sin hustru som en gave. — Den kristne kirke betragtede ægteskabet som helligt. Den kanoniske kirkeret, som den blev udformet af pave Alexander IH (1159—1181) lægger dog ikke stor vægt paa vielsen. og dens regler for ægteskabet var disse: Naar mand og kvinde er enige om, at de fra nu af vil være ægtefolk, saa er de ogsaa ægtefolk. Bliver de enige om, at de engang i fremtiden. vil blive ægtefolk, saa foreligger kun trolo- velse, men hengiver de sig til hinanden, saa slutter romerkirken. at de vil være ægtefolk, og anser dem for saadanne: ægteskabs- løfte og legemlig omgang stifter gyldigt ægteskab. Hos germanerne vakte denne opfatning anstød, fordi unge piger efter denne uden forældrenes samtykke kunde stifte ægteskab. I Norge blev den kanoniske ægteskabsret gjennemført ved erkebiskop Jons kristenret og Tønsbergerkonkordatet af 1277. Vistnok blev disse love af den verdslige myndighed sat ud af kraft, men deres bud blev optagne i de rent kirkelige love, og domsretten i ægteskabssager vedblev at ligge i kirkens haand. Af disse love fulgte, at den kvindelige parts samtykke fra nu af var nødvendigt for ægteskabets gyldighed; hvis hun giftede sig uden formynders samtykke, havde dette vel indflydelse paa hendes stilling, da hun mistede sin arveret, men hendes ægte- skab kunde ikke omstyrtes. Efter ældre lov vilde hun uden for- mynders samtykke agtes som en frille. “