Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/670

Denne siden er ikke korrekturlest

ɔ B1—;F()I,RN1NG. 659 Glaamjutulen, saa jutulen stupte stendød tildals. Der ligger han den dag idag, og øksen til Rendalsjutulen skal endnu kunne sees midt paa fjeldet Det var en lykke, at Rendalsjutulen var saa tidlig oppe; for havde Glaamjutulen hugget ét hug til, saa var Glommen gaaet over i Rendalen og havde taget med sig mai-k og skog. Et tredje sagn beretter. «at i kjølen ved Rendalen boede en mægtig jutul, som ærgrede sig over, at han havde for lidet fiskevand. Derfor vilde han gjennemhugge fjeldet, saa at Glaama gik ind i Rendalen. Dertil trængte han en stor øks, som det tog lang tid at smide, men da den var færdig, var den tung og skarp. Det første hug, han gjorde, var «VPlfhugget», som er en lang. smal kløft med lodrette sider. Da han ikke var kommet helt igjennem fjeldet, gjorde han et hug til, men øksen glap, og det blev et tverhug. Her-over blev han vild, og hug uden at se sig for med al sin kraft, og da gik øksen i filler. Han havde ikke truffet den første kløft, men ved siden af den, og en kant af fjeldet staar-igjen. Dette hug er «Storhugget». Nogle siger, at han gik hjem for at 1age en ny øks, men før han blev færdig med den, kom Hellig Olav og jagede alle trold af landet. Andre siger, at da øksen gik itu, uden at han var kommen helt igjennem, sprak han af sinne. Endelig er der en l)eretning, nedskrevet omkring l840: I gamle dage boede der i Tyldalen en jutul. Hvergang han saa Glommen, der løber gjennem Lille-Elvedalen, blev han gul og blaa af ærgrelse over, at den løb der og ikke gjennem Tyldalen. Engang tog han fat og huggede i fjeldvæggen dette mægtige skaar, man den dag idag kan se, for at bane Glommen vei til Tyldalen. Men hugget var, som man kan se, ikke dybt nok. Hvorfor han ikke huggede engang til, ved man ikke at for- tælleZ men hans ligkiste ligger ved siden af veien, hvor reisende kan se den. Men om konen fortælles der, at hun efter mandens død nærede sig af at plyndre skydsgutterne, og til at opveire disse havde hun en hund, som nu deler hendes skjæbne; thi hun drev det omsider saa vidt, at hun blev forvandlet til en stenstøtte, som staar i ski-aaningen af Bellingen og vel kan sees fra veien; den kaldes almindelig Bellingkjærringen; ved siden af hende staar en mindre, og den kaldes Bellinghunden. .Ierpstenen. Jerpen var fordum jordens største fugl. Paa grund af hovmod over at være den største af dyreslægten blev den straffet