Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/672

Denne siden er ikke korrekturlest

B1—:Fo1.1(N1NG. 661 holdt han paa saa længe, at solen kom til at skinne paa-ham; da revnede han; stykkerne blev til sten, som stod længe, indtil et skred tog dem. Huldrer, undexîjord‘12ske, tufter har været udbredt i Hedemarkens amt med egenskaber, som er vel kjendt fra andre dele af landet, men hver landsdel henlægger, hvad der berettes, til sit omraade og med specialiseringer her og der. Huldrene er elskovsfulde og efterstræber ofte mandfolk, og da gaar det dem i regelen galt, men undertiden bliver der kastet staal over huldren, og det ender med giftermaal, og slige huldre- koner er ofte dygtige og brave koner. Ren(lølen og huldren Den tid, da rendølerne havde fiske i Sømaaen, stod der en fiskerbu mellem gaardene G—jota og Kroken i Sømaadalen. Tomten synes endnu og kaldes Veltbutomten. Der har lige til de sidste tider været seet huldrer og andet. En kveld — før buen blev revet —— laa en rendøl der. Han havde lagt dygtig paa aaren og tørgadden spragede kvikt. Han havde netop lagt hoser11e til tørring og sad paa sengebriskerî færdig til at lægge sig; da kom der ind et kvindfolk og blev staaende bortmed døren og vendte bagen til døren. Rendølen havde tvil om, at det var en under- jordskjærring, og sagde til hende: «Send hid den drikskaalen fra hylden op paa døren der, du fremmedkjærring.» Han vilde se, om hun havde rumpe; thi han vidste, at huldren har rumpe. Hun skulde da svinge paa sig og tage skaa-len, og han fik da se rumpen. Han tog en gloende ende af en tørgad og kjylte den bortover til døren. I det samme smat hun ud; men da hørte han det skratte borti haugen, og et grant maal raabte: =(Jau, no fek a Lislut pisk paa snerten sin lel.» En lignende beretning er der fra Hof i Solør, nedskrevet omkring 1840 af Bernt Lund Gunhild Fleske)—mr. Margaret Elsæts fæstemand laa i Søraassæteren om vaaren og gjærdede. Da han om aftenen sad i sæterstuen og stegte flesk, syntes han, Margaret kom ind igjennem døren. Men han forstod godt, at det ikke var hende, men huldren, og greb efter fleske- panden. Hun dreiede sig om og vilde ud igjen, men i det samme hun var i døren, slængte han hende panden i enden, og da lo det og raabte fra koven: «Gunhild, Gunhild flesk(1røv, fik du hannem Per?;—1