Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/676

Denne siden er ikke korrekturlest

BEFOI‘KNING. 665 Det gjorde han, og fisk fik han i. stor mængde, men paa hjemveien kom han paa vildgræs og havde nær aldrig fun- det frem. H auk-varpet. Tyldølerne og rendølerne bar fra lang tid tilbage havt ret til at fiske i Tufsingdalen i Tolgen. Endnu er sik— og ørretfisket af betydning for bønderne i Tolgen. I gamle dage maatte de, Som vilde benytte sin ret til at flske, indfinde sig paa en bestemt dag. Kom nogen forsent, havde han forspildt sin andel i fisket for det aar. En mand, som hed Hauk, fra Haukstad i Tyldalen, reiste til dette fiske, men stødte paa et elgshold, som han gjorde jagt paa og omsider fik nedlagt. Men herved kom han for sent til at’ faa sin not knyttet til de øvrige fiskeres. Han tilbød dem andel i sit veide mod at faa være med, men forgjæves. Forat han ikke skulde komme aldeles tomhændet hjem, tillod man ham dog a-t gjøre et eneste kast med det fælles fiskeredskab. I dette fangede han 9 fulde kløver fisk og en voksen bæver. Nu var der intet i veien for, at han kunde faa være med i hele fisket, naar han vilde dele sine elgsdyr med dem. Men Hauk afslog det og drog hjem. Mindet om hans notkast lever endnu i dalen under navn af «Hauk-varpet». Det samme fortælles i Tønset om en mand fra Utgaren. Utgaren er en af de gaarde i Tønset, der først blev bygget. Da var skogen saa tæt, at man, for at finde op til gaar-den, maatte blinke sig vei fra Glommen. Den tjente da til hvilested for færdesfolk. Endnu viser man tomten af en stue, der kaldtes « gildestuen » . Langt tilbage boede der i Utgaren en mand, som hed Asbjørn, efter hvem endnu en agerlap har navnet «Asbjørns- aaker». Han kom i skade for at fælde en mand, som hed Asmal, blev fredløs og maatte til skogs. Han tog østover, til han kom til Tufsinga; der slog han sig ned og levede af fiskeri. En hund var alt hans selskab. Om ham er det, det fortælles, at første aaret aad han selv kjødet af fisken og gav hunden be- nene; han magredes, men hunden blev fed; næste aar snudde han om og gav hunden kjødet og tog selv benene; nu blev han fed og hunden mager. Efter flere aars forløb kom han tilbage til bygden, og fra den tid skriver sig tønsetingernes fiskeri i Tufsinga, hvor det dengang kunde hænde, at fisken gik saa tæt i stimer, at folk kunde komme tørskoet over. Gaardene, som deltog i fiskeriet,