Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/698

BEFOLKNING. 687 Tog je mæ i stekke,“ je ville grauten sleike. Tog bo sæ ’en ellebrand a slo mæ på mi bvite hand. Tog je mæ ’en kampestein, slo kjerringa paa kjækabein, så bo svime: så fekk je grauten aleine. Så sette je fyr paa hennes gaI. De tell a rjuke, je tell å huke; “ De tell å brenne, je tell å renne alt tell je kom te11.væIsens ænde. B(insull —fra Ho.f i ‘Solør. Sullali lullali mama mil Vil du ha snorer på treya di, du mama mi“? Vil du ha gule, vil du ha blå, vil du ha bIanke, så skær du full få på treya di- du mama mi. Bánsull og lokk fra Hoj’ i Solen Når som vi itte kakua får-. da skær vi let vaugga stii; sa kan bane gråtel Dellom dall delleri man. Har du set noe kjerringa mi langt nol i haugom. gjætte saugom, grå treyæ, svart st-akk, borte vart’a att —’? (Egentlig en sammenblanding af en bansull — de tre første linjer — med en hulderlokk.) Af de i Lindemans store samling, indeholdende 540 «fjeld- melodier», er 14 fra Hedemarkens“amt, nemlig fra Østerdalen og Hedemarksbygderne. Solør har der ingen. Da Lindeman imid- lertid ikke altid har opgivet melodiernes hjemstavn, kan flere af dem stamme fra denne del af landet. Saaledes ligger det nær at anse et par springdanse (nr. 101 og 288) som østerdalske toner, da disse viser nært slægtskab med andre danse, opteg- nede her. Blandt disse 14 eller l6 numre er der kun to viser og ingen salmer. «Der Var engang ein stein» er den ene vise. Den repræsen- terer Hedemarkspoesi og er lige snurrig baade i tekst ogi melodi.