Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/842

Denne siden er ikke korrekturlest

HISTORIE. 831 gods og penge. Sverre tog veien fra Hedemarken til Østerdalen og kom did — sandsynligvis til Elverum — fem dage før jul (20de december). Bønderne aftalte, at ikke en eneste skulde gjøre istand til julegilde, saaledes som de pleiede. Sverre havde nem- lig gjort regning paa at nyde godt af julekosten. Han drog da til Solør, foregivende, at han vilde til Vermland. Fra Eidskogen lod han kun l2O mand fare over skogen til Vermland, hvor de blev godt mogtagne, med de øvrige vendte han tilbage til Østerdalen, hvor bønderne nu havde alt færdigt til julegilderne, og nu gjorde birkebeinerne sig tilgode, og Sverre havde de bedste veisler hele julen igjennem. Erling Jarl opholdt sig denne jul øster i Viken. Over jul (ll78) ilede han opover for at stænge birkebeinerne inde og tage dem til fange. Men Sverre var forberedt derpaa og havde alle- rede indrettet sig saaledes, at han“tog de første veisler øverst oppe i dalen — det maa have været i Rendalen og Stor-Elvda- len —, men siden efterhaanden sydefter, idet han gjemte dalens sydligste del tilsidst. Da jarlen kom op, var han borte og øst i Vermland. Jarlen vilde forfølge ham, men hindredes af vermlændingerne, der samlede sig paa Eidskogen og fældte braater for ham, saa at han maatte vende tilbage med uforret- tet sag. Da baglerne i vinteren 1196—1197 underkastede sig Oplan- dene, sluttede den forhen omtalte lendermand, Halvard paa Saa- stad, sig til dem. Halvard havde den saakaldte kong Inge i sin varetægt, den gut, som blev udgivet for en søn af Magnus Erling- søn, men om hvem birkebeinerne sagde, at han var dansk og egentlig hed Thrugils Tueskider. Med denne Inge gjorde Halvard (1198) et tog over fjeldet til 0pdal ligetil Nidaros, idet de paa veien dræbte flere af Sverres mænd. — Denne Inge baglerkonge tyede atter til Oplandene i 1202, hvor han havde sit tilhold paa Helgeøen. Men hans kongedømme gik snart til grunde. Hans beskytter-, biskop N‘ikolas, havde slaaet haanden af ham, og hans dygtigste høvding, Reidar Sen- (lemand, havde ved kapitulationen i Tunsberg —tilsvoret Sverre troskabsed. Til bønderne omkring Mjøsen nærede Inge mistillid, hvorfor han havde ladet alle større rofartøier og færger, der fand- tes i Mjøsen, bringe ud til Helgeøen for at sikre sig mod over- fald. Hans egne mænd, som vist ikke nogensinde havde troet paa hans kongelige herkomst, men betragtet ham som et redskab for partiets øiemed, pønsede paa svig; blandt dem nævnes især en vis Gunnar Lest, som han havde overøst med velgjerninger. En mørk høstnat satte en hel del bønderri forening med en del af Inges mænd over til Helgeøen paa smaabaade og færger og landede ubemærket Inge greb sine vaaben, da han blev over-