Side:Norges land og folk - Hedemarkens amt 1.djvu/85

74 HEDEMARKENS A1æ1T. erindre om, at høidedifferencen mellem Mjøsen og havet i be- gyndelsen har været saa forholdsvis ringe, at de nævnte krebs- dyr først kan have vænnet sig til at taale et meget brakt vand udenfor isranden og kan saa have trængt ind i det ferske vand bag dammen fra det tilstødende aabne romerikske fjordgab, som f. eks. flyndre og andre ægte saltvandsflske flere steder gaar op i lavtliggende indsjøer. Det er sandsynligt, at Mjøsen har været fyldt af is i den tid, da de glaeiale afleininger foran sydenden afsatte sig, og at stigningen af landet er begyndt noget før eller nogenlunde samtidig med isens afsmeltning. Mjøsen har efter dette været en dyb, isfyldt fjord, men den tid, i hvilken den har været aaben efter isfyldningen, synes ialfald ikke at have været lang, da de marine lerlag med sine dyrelevninger ikke er paaviste eller Synes at 1nangle. JIItIIIh11gget. Jutulhugget er en dalformet forsænkning med steile vægge og afsluttet som en botn med en steil væg, hvilken dalformede forsænkning ikke minder om de sædvanlige botner hos os, men meget mere om de dale, som i Amerika kaldes (’(l7?O]l8. Jutulhugget adskiller sig fra vore sædvanlige dale ved den ringe bredde og ved de steile vægge, saa at hugget virker høist forbløffende, naar man første gang pludselig kommer ud til randen,V idet det ser ud som et svælg eller en afgrund, der aabner sig for ens fødder, naar man fra Barkald station gaar ca. 1O minuter i østlig retning til en høide af 5O—60 m. over stationen. Det er vanskeligt at give den, som ikke har seet Jutul- hugget, en forstaaelig beskrivelse af samme. Østerdalen med Glommen gaar ved Barkald station omtrent i retning mod sydsydøst, og ca. 3 km. længer øst gaar Tyldalen i omtrent samme retning. Mellem begge dalfører ligger en skog- dækket ryg, der bestaar af egnens sædvanlige bergart, sparag- mit, og denne egn udmærker sig ikke i nogen henseende fra det omgivende land. Pludselig støder man her omtrent l kn1. fra Ba1—kald paa den afgrund, som kaldes Jutulhugget. Længden af hugget eller af denne (:(mon er ikke maalt, men den er flere kilometer; dybden i den vestlige del, hvor hugget braastandser, er over 10O m. lo(lret maalt, men andre steder hæver de steile, tilsyneladende lodrette vægge sig kanske t-il noget over 2OO m. Jutulhugget har længst mod vest, paa Glommensi(len, hvor det standser, retning fra vest mod øst mod Tyldalsiden; senere faar det retning mod nordøst, og her er hugget snævrest og har de høieste vægge, kanske over 200 m. Længst mod øst, hvor