Side:Norges land og folk - Lister og Mandals amt 1.djvu/202

I—’.“EDRII—’T. 189 saadanne omstændigheder danne god græsbund. Først i 2det og 3dje aar fremkommer de selvsaaede —græssorter og bestaar for det meste af brunhvæn (agrostis m1lgaris), tuegræs (aira (—(espitǫsa) og lugtegræs ((mtho.ranfhum odorafum). Græsvolden lader man ligge 6 a 8 aar eller længere, om græsvæksten vedvarende holder sig godt, i hvilken hensigt man undertiden giver den en overgjødning. Man freder i almindelighed sine marker for vaarbeitning, men om høsten tilføier fremdeles kreaturerne især de nylig tillagte græs- volde megen skade. “ C En del hø høstes paa saa stenet og ulændt mark, at det ikke kan slaaes med ljaa, men maa skjæres med en kort sigd. Dette arbeide, som for det meste udføres af fruentimmer, foregaar paa den maade, at man griber græslokken med den venstre haand i det samme, som den afskjæres med sigden, holdt i den høire haand. Det ansees for en stor kunst at kunne skjære hurtig uden at skade fingrene med sigden, og man sætter stor pris paa en pige, som besidder færdighed i denne kunst — Lin(legvist omtaler videre, at der i det hele Spind Sogni l856 ikke fandtes flere end S smaa heste. Alle markarbeider udførtesi regelen ved menneskekraft, mest arbeides med spader, og korn og hø bæres hjem paa ryggen, og gjødselen bæres paa samme maade i kurve til de ofte høit og brat beliggende agre. Denne skildring passer vel endnu i det hele paa nogle herreder i an1tet; i Spind var der ved tællingen i 19O0 kun 11 heste ogi Hitterø herred 7. Til skade for jordbruget er det, at alles jorder efter ind- høstningen er fælles beite, endog paa de udskiftede gaarde, og det ansees for et slags skyldig gjæstfrihed mod naboens kreaturer, at de tillades uhindrede at søge sin føde, hvor de vil. Lyng bruges dels til kreaturfoder, men hovedsagelig til strøelse og gjødselblanding. I Grindum sogn har der været lyngbæring næsten paa hver gaard, saa at der taltes om «lyngonnen». Baade mænd og kvinder og børn gik lange veie med store lyngbyrder paa ryggen, og paa nogle steder maatte man først bære lyngen, siden føre den i pramme tilvands og til slut bære den paa ryggen hjem til gaarden. Slaatten er besværlig, naar høet skal hentes paa smaa eng- flekker og i udslaatterne.. Man slaar sent mange steder og oftest sættes høet i saater; hesjing er ukjendt i herreder som Vanse, hvor det i regelen blæser. Paa nogle gaarde sættes kornet paa staur, ellers reises ganske faa baand sammen paa ageren. De fleste bønder bærer av- lingen i hus paa sin ryg og har sjelden greie paa kvantiteten. Om det ældre Stel i 1856 oplyser Lindegvist: Kreaturerne staar bundne ved væggene, som altid er fugtige af deres pust,