Side:Norges land og folk - Lister og Mandals amt 1.djvu/256

Denne siden er ikke korrekturlest

S1(OG. 243 strøgvis findes meget gran. Egentlig er Øvrebø og Vennesla de eneste bygder i hele amtet, hvor granen kan kaldes hyppig. Den optræder her paa en ganske eiendommelig maade, nemlig som oftest ’dottevis eller som større og mindre temmelig ublandede par-tier og holt midt inde i den omgivende furuskog; som eksempel nævnes strøget mellem He-msm-een og Øvrebø kirke. I Mandalsdalen forekommer granen i stærkt aftagende mængde, dels enkeltvis dels dottevis indblandet i furuskogen; som voksesteder kan anføres gaarden Sk7“eggestad og præstegaards- skogen i Bjelland samt Mannflaavatns omgivelser i Finsland. I Undalselvens dalføre findes spredtstaaende graner iVigmostad og i nærheden af Konsmo kirke et omtrent 15O maal (15 hek- tarer) stort temmelig ublandet granparti, som er det vestligste, der kan gives benævnelse af granskog i Lister og Mandals amt. Overskrider man grændsen for Lister fogderi, bliver gran- fattigdommen større. Lyngdalsdalføret har nogle spredt— eller enkelt- staaende graner i Hægebostad præstegjeld (saasom 3 i præste- gaardsskogen samt nogle flere paa gaardene Birkeland og Thing- vatn) lige op til Jokumsøen i Lygne. I nabodalføret vesten- for, nemlig Kvinesdal, samt dennes øvre fortsættelse eller for- grening, Fjotland, betragtes granen som en stor Sjeldenhed eller raritet, der kun forekommer paa yderst faa steder, vistnok kun paa gaardene Ryggesaas, nordligst i Liknes sogn, og paa Helle, sydligst i Fjotlands vestre dalføre. I Gyland, hvis lille vasdrag ligeledes udmunder i Fedefjorden, men lidt vestligere, findeS granen for tiden ikke, hvorimod man ovenfor Flekkefjord i Nes sogn mellem Sælurvatn og Loiavatn atter træffer den i ubetyde- ligt antal, neppe et halvt snes stykker, fornemmelig paa Drange- gaardenes grund, og i ringe høide over havet. Af Siras gaffelformige tilløb tilhører det østlige større Lister og Mandals amt og det vestlige mindre Stavanger amt. Til dette vasdrags dalfører er de yderste forposter af den søndre vestlandske grangruppe trængt frem, og deres tal er just ikke stort. Indtil de senere aar, da man fra de vestlandske plante- skoler kan erholde unge granplanter i tusental, ansaaes grantræer for saa store rariteter i denne egn, at neppe var et grantræ, efterkommer altsaa af de til dalen oprindelig indvandrede koloni- ster, opdaget i en skog eller udmark, før det straks blev optaget med reden og flyttet til gaardene huse for at tjene som tun- eller havetræ der. Som følge heraf er der neppe i hele dal- systemet blevet staaende flere end et eneste vildtvoksende gran- træ paa sit oprindelige voksested, nemlig i gaarden Fintlands skog ved Siredalsvatns øvre ende ikke langt fra Tonstad kirke, men saavel i Siredalens nederste del som i Lunde hovedsogn af Stavanger amt paavises med bestemthed flere graner, der er