Side:Norges land og folk - Lister og Mandals amt 1.djvu/317

Denne siden er ikke korrekturlest

304 1.1S—rEH OG MANDALS AMT. hoved, smaa finner, store muskelkraft og ligeledes dens briliante sølv— og guldglindsende sider og ryggens pragtfulde havblaa og sjøgrønne schatteringer. Hos alle ægte bundfiske vil vi finde kropsformen plumpere og mere nedtrykt, hovedet fladere, finnerne større og farven almindelig uanselig, hvid, graa eller sort eller spraglet af disse kolører. Enhver-, der har færdes paa sjøen ved vor sydlige og vestlige kyst, kjender vistnok makrellens muntre færd, naar den er under land; hvorledes den tumler sig om i overfla(len af sjøen, saa den staar som i et kog; hvorledes den under en stiv kuling render omkap med den hurtigste seilbaad og med lethed snapper den bagefter baaden slæbende dorg. Makrellen anstiller sin gydning i Overfladen af sjøen snart nærmere snart fjernere fra kysten uden at være bunden enten af dybden eller bundens beskaffenhed. Regnen synker nemlig ikke tilbunds, saaledes som tilfældet er med sildens rogn, men holder sig svævende nær under Vandskorpen og gjennemgaar her sin hele udvikling, ligesom skreiens og flere andre saltvandsfiskes rogn. I begyndelsen af juli begynder makrellen at blive løs paa rognen, og ved midten af samme maa-ned er allerede de fleste individer «udgaatne». Man kan saaledes i almindelighed sætte gydningsperioden eller legen omtrent til den første halvdel af juli. De enkelte rognkorn eller æg har en stor og meget iøine- faldende klar oljeblære ved den øvre pol (den side af ægget, som vender opad). Ved denne eiendommelige oljeblære er makrellens rogn («gaat») let kjendelig. Makrellen er en djerv og rovgjerrig fisk og en farlig fiende af brisling og mindre sild. n “ Det er væsentlig herpaa, at det saakaldte høstmakrelfiske beror. Den saakaldte høstmakrel er enkelte fra den store makrel- stamme afløste st-imer, der har begivet sig paa jagt efter smaa- sildestimerne og fulgt med disse. Høstmakrellens store fedme beror paa den rigelige næring, som den forefinder saavel af smaa- sild som af andre pelagiske sjødyr (aate). Saasnart det begynder at sko1—te herpaa, forsvinder ogsaa makrellen lidt efter lidt, idet den drager til havs igjen, og ud mod vinteren er det blot til- fældigvis, at en og anden makre1faaes paa Snøre sammen med anden fisk. Det vigtigste fiske efter makrel er “det, som foregaar ved hjælp af drivgarn ude paa havet i 3—7 miles afstand fra land. Dette fiske synes ikke at have været kjendt i gammel tid. Fra Lister seiler de saa langt ud, at Lister fyr netop dypper i havfladen, og da fyrets høide over havet er 39 m., bliver af- standen l6—17 kvartmil eller minuter. Om makrelfisket skriver Z)(’(Zc’l’ Claussøn: