Side:Norges land og folk - Lister og Mandals amt 1.djvu/351

338 l.lS’I’ER OG MANDALS Amt Paa indsiden er den lakserød tæt ved ligamentet og gaar efterhaanden over til det skjønneste perlemor. Muslinger, der holder til i grovt sand i elvene, har en lysere farve end de, der ligger fladt paa dyb stenbund. Muslingskallet bestaar af flere tydelig skilte lag; det yderste er temmelig sprødt; det indre — perlemo1—lag — bestaar af mange paa hinanden liggende, 0.01 mm. til 0.03 mm. tykke, bladformede plader. Muslingens ydre skikkelse er ganske ens hos begge kjøn. Befrugtningen finder sted i juli og august. Det har endnu ikke lykkedes at forfølge dy1—ets udvikling. Iperlebække træffer man i massevis smaa perleskjæl, men de er altid mindst 2—-2V2 om. lange. Man har derfor ment at muslingembryonet, efter at have forladt moderen, lever som snylter paa fisk. idet det klamrer sig fast til fiskene. Elveperlemuslingen findes i Urals bække, i det nordlige Rusland lige til Ishavet; i vore elve, i Sverige, paa vestkysten af Irland og i Pyrenæerne. I Tyskland forekommer den i de bayriske skoge, Fichtelbjerget, Sachsen og i nogle bække paa Liine- burgerheden. Alle elve, hvor den forekommer, har som nævnt kalkfattigt eller blødt vand. Den holder sig mest i bjørner og kroger af perlebække, hvis bund er rig paa smaasten og grovt sand. Paa slige steder kan flodleiet ofte være formelig brolagt med muslinger. Muslingen vokser sig ofte fast paa samme sted i mange aar. dersom dyrets fornødenheder er tilstede i tilstrækkelig mængde Bliver dyret af strøm eller is drevet bort til finsandede eller mudrede steder, saa gjør det ved hjælp af fod og skal furer, indtil det — ofte efter ugers anstrengelser — har fundet sig en plads, det liker, hvorpaa det atter falder hen i den samme le- thargiske tilstand. Perle-rne udsondrer sig i kappesømmen og bestaar af samme stof som skallet, nemlig kulsur kalk. Den egentlige perleregion er paa siden af muslingens bagdel, netop der, hvor skallet har den skjønneste farve og er sprødest. Helt fra gammel tid har visse uregelmæssigheder i skjællet8 vækst af fiskere været anseet som tegn paa tilstedeværelsen af perler. og det er vistnok rigtigt, da disse uregelmæssigheder netop synes at være betinget ved perlen eller ved dens vækst. Saaledes nævnes som tegn paa perle en eller flere sti-iber, som paa skjælIet8 ydre flade gaar for det meste fra midten paa tvers til randen, eller istedetfor denne strimmelagtige forhøining kan der paa lignende vis gaa en fordybning, en slags rende tvers over skallet, eller ogsaa kan det hænde, at det ene skal naar noget udenfor det andet, de sI11ttGI’ ikke nøie sammen, eller ved den bagre ende kan der sidde en større eller mindre pukkel. Man mener, at disse forandringer i