Side:Norges land og folk - Lister og Mandals amt 1.djvu/446

Denne siden er ikke korrekturlest

BEFOLKNING. 433 moed udvortes Ting, der indløber moed deres Egen fordee1, men indbyrdes taaler lidet af hinanden, noget hengiven ere de fleeste Op1endinger til sterk Drik, og gierne ved Ruus vil yttre Clam- merie, saa at h-vis ikke frøgt for Øvrigheds Straf fraholt dem, ville der neppe afgaae nogen samqvem eller Drikkegilde uden disputter og Clammerier, som det synes ligesom den gamle Norske Art endnu har levnet disse noget; De ere og løstigere end dem ved Søesiden med Leeg og instrument Spil, saasom Langeleeg, Lurhorn, Tromme og fiol». Amtmand I—Iolm, hvis beskrivelse af amtet udkom i 1794, deler ogsaa befolkningen i «Fjeldfolk og Søefolk». «Tilstanden iblandt Almuen i Lister Amt er i Fjeldbøig- derne ringe. Ved Søekanten og i de fleste Sogne i Mandals Amt findes de, som har lidet tilovers, naar Priserne paa Kornet ikke ere altfor overdrevne». «Søefo1ket, skjønt Bønder, ere mindre haardføre, holde sig bedre Kost, naar det vil strække til, de har mindre Melk, og hvad deraf tillaves, men bedre Korn og mere Fisk af Havet. Klæderne er baade flere og bedre; det er ikke rart at se dem i Trøjer af Klæde og Buxer af Seildug, de ere og skikkelig reene i Linnet, særdeles om Søndagene, deres Huuse og Senge kjendelig bedre end til Fjelds, 0mgjængelsen er mere manerlig hos disse end hos hine. Qvindfolkene og de ugifte Mandfolk ere meget hengivne til at pynte sig, især til Samlinger ved Kirke og andre Steder, hvilket gaaer saa vidt, at Manden og Forældrene maa sulte der-for. Hos Bønder i Almindelighed bar jeg ikke kunnet mærke audet, end at de ere villige at efterleve de Kongelige Befalinger i alt, hvad de for1naae; men de vil være forvisset om, det er Kongens Paabud, og er det ikke muligt for en Bonde at troe, det Kongen ved sin Befaling paalægger ham de Ting, som ikke kan fuldbyrdes eller efterleves. Derimod findes mange iblandt dem, især de, som boe nær Kjøbstaden, hvis Tænkemaade er slet, paastaaelig og mistænkelig. Dette er gjerne de fattigste, og falde de snarest paa at mistænke Øvrigheden for at være Aarsag udi de Paalæg eller andet, som ti-ykker dem, i saa Fald feile de ikkun Anfører, med hvilken de ski-ige, indtil han tier. Spørger man dem da, hvad det var de klagede over, saa veed de det som oftest ikke selv, eller og deres Andragende er af liden eller ingen Betydenhed. Jo artigere man i Almindelighed er imod Bonden, jo mere mistænkelig bliver han, og jo større Lyst har han til at gjøre ondt; thi da troer han, at Øvrigheden er bange for ham, da 28 —— Lister og Mandals amt A