Side:Norges land og folk - Lister og Mandals amt 1.djvu/449

Denne siden er ikke korrekturlest

436 LISTER 0G 1æ1A1v1)A1.S Ax1T. . Unegtelig tyder Skeibroks litterære arbeider paa megen humør hos listerlændinger, men dette udelukker ikke, at baade Arbos bemærkning og Krags skildring har sin gyldighed, om end med begrændsning for individer med et lysere syn paa livet eller med udviklet sarkastisk eller humoristisk evne. Kystbefolkningen i amtet har gode sjøfolk; allerede den mængde matroser, som optoges i den hollandske flaade-, viser dette, og det fremgaar af Con.stantiu“s“ Floods skildringer, der synes byggede paa indhentede gode oplysninger, at de som sjømænd og lodser er dygtige og samvittighedsfulde folk, villige til at lægge ud med fare for livet for at bjerge andres liv og gods. Det synes og at dømme efter begivenhederne i krigsaarene fra l807. at de er flinke kapergaster, der slaas godt tilsjøs, hvor der er noget haab om seier og vinding. Omvendt siger allerede foged Tostrup, som anført, at ligesom de gamles største lyst bestod i sværd at bruge og blod at ud- gyde, saa er det nu vores folk den største afsky, og amtmand Holm beretter, at de havde saa stor afsky for militærtjenesten, at de heller gav det meste af, hvad de eie(le, end de med sin gode vilje tjente som soldater. .E(’kcS’(O7’))l ligesom professor Daae i sit arbeide om udvandringen til Holland omtaler ogsaa, at folk vandrede ud for at slippe militærtjenesten. En vis aandelig og legemlig veghed er, efter .4rbo, et frem- trædende træk hos Vestagders befolkning, og som soldat er han ikke noget synderligt eftertragtelsesværdigt emne og maa be- handles med varsomhed, men da kan han ogsaa blive noksaa bra. Han er fra barndommen kanske tildels daarlig ernæret og kun lidet vant til udholdende legemligt arbeide. H. Ross antyder, at denne ulyst til kongens tjeneste kunde forklares af den mangel paa evne til at føre sig i den dansk- tyske disciplin, som ogsaa kom frem i egdernes stadige sammen- stød med de danske embedsmænd, hvilken forklaring ialfald ikke slaar til nu, da den dansk-tyske disciplin ikke mere er. Hvis egden fremdeles er nærtagen og paa eksercerpladsen let bliver sær, misfornøiet, klagende eller fordringsfuld pukkende, saa maa det vel have andre grnnde.:1rbo og Ross er enige i, at skjænd fra husbondens side vilde knapt blive taalt, legemlig revselse vilde være uhørt, hvilket Ross fortolker saaledes, at «egden er ikke den træl, at han vil hundses eller hundse». Dette synes imid- lertid ikke fuldt foreneligt med den udtalelse fra amtets øvre bygder, som H. Ross anfører: «Paa Lista der eige dei kjP kvista; der kniga dei bodnan i ænnen mæ ei torva, aa æ kjP torvaa fyre honnæ saa tege dei ei gamaal røygasill». Det synes herved antydet, at man baade i de øvre og nedre bygder har gjort den erfaring, at egden tager imod tugt ialfald i yngre aar-