Side:Norges land og folk - Lister og Mandals amt 1.djvu/468

Denne siden er ikke korrekturlest

BEFOLKNING. 455 I Fayes «Norske Folkesagn» og [‘. Daaes «Norske Bygdesagn» er der en hel del, som er hentet fra Lister og Mandals amt. Man gjenfinder i disse sagn de samme overnaturlige væsener, som overalt i vort land har levet i folketroen og digtningen. -]utulen eller bergrøsen, ogsaa kaldet risen, i egnen omkring Flekkefjord resen, ved Mandal og Kristia.nsand røsen, rysen, lever i mange sagn og er ofte benyttet til at forklare forekomsten af umaadelige løse fremmede blokke paa toppe af knauser eller i andre paafaldende situationer, hvorhen de ikke godt —kan være førte af mennesker, ligesaa til at forklare andre paafaldende natur- historiske mærkværdigl1eder, som fordybninger i fjeldet,—.odder, som paa en iøinefaldende maade stikker ud i indsjøer eller havet O. S. V— Her er en del saadanne beretninger om jutuler“eller riser fra dette an1t. En røse paa den østre hei i Kvinesdal skulde stige over til den anden side. Da han kom saa langt som under den anden hei, faldt han. Han fik tag i en stor ste-n, og i denne greb han med fingrene saa dybt, at mærkerne sees den dag idag-. Stenen kaldes Røsesfenen; den ligger et stykke udenfor Ytre Eigeland. Nær gaarden EZve i Lund Sogn er en od(le, som stikker ud i Lun(levatn, og som kaldes ]x)ipp(ɔ. En rise vilde drage odden afsted og lægge den for Lundevatns udløb, som kaldes S(r“l1m. Han havde næsten draget den fra det faste land, men dagen kom over ham, og han steg da tversover hele vandet. Mærket efter risens fod Staar endnu i ber-get. Da rise11 trak paa odden Kjippe, Sag(le han: CHadde æg naa et fang mæ gjeideris, saa sku æg stemma Lunne-Vanne.» c]lIt2lZ8tBY26’]l . (Fra ðIfil1(lfilS(lHl(“I1.) Nedenfor Øislebø indsnævres Mandalen mellem fjeldene, og bunden optages af Mandalselve11, der gjennem J—lt(lt(fO8—S’(?)l og Haugefbssen skummer nedover, til den ved Holmesland faar roli- gere løb. Dalen indknibes mellem Støfaas(w (og længere nede Holmeslandsaasen) i vest og Jogelsaa-sen i øst. Elveleiet er saa s1nalt, at vandet i flom ikke kan finde tilstrækkeligt afløb, men stemmes høit op over marker11e paa gaardene nærmest ovenfor. Man har derfor ved minering u(lvidet elveløbet for at hindre den store opdæmning af elven. Jogelsaasen slutter brat af et Stykke ovenfor Jutulsfossen, og der dannes paa den nordre og østre side nok en vandvei og et dalføre forbi gaarden Nonne over Nomec:atn. Dette har kun afløb mod nord gjennem omtalte lille dal, og af-