Side:Norges land og folk - Lister og Mandals amt 1.djvu/476

REFOLKN1NG. “ 463 da det solgtes, sagde de gamle, at man ikke mere kunde vente nogen lykke der paa gaarden. Haugen kaldes Imehaugen. Dette sagn knytter sig til et gammelt drikkehorn, som endnu er til, og som kaldes Imehoruet. Det var i sin tid sølvbeslaaet og tod paa gaasefødder af sølv. En guldsmed i Mandal tog imidlertid sølvet af, og siden gik hornet til forskjellige eiere, indtil det kom til gaarden Fyglestveid i Øislebø, hvor det nu opbevares. En omstreifer satte engang et slags messingbeslag paa det, hvorved det mere kom til at se ud som et stort krudt= horn end som et drikkehorn. Naar troldene ingen magt har paa ageren, saa er det, fordi her har gaaet staal, plog eller sigd. En mand paa Lister red hjemover fra Farsund en julekveld. Da han red forbi nogle hauge, kom et trold frem og spurgte, om han vilde drikke tunskaal, og der blev rakt ham et sølvstøb fuldt af drikke. Han tog støbet og slog indholdet bagover sig; nogle draaber faldt paa hesten, og de tog straks haarene af. Da han derpaa red afsted med støbet, raabtes der: «Einfod, tag tofod i laube!» Men saa blev der raabt fra en anden haug: «Rid paa det lødne, og ikke paa det snauel» Han fulgte raadet og red ind paa en bygager, hvor stubberne stod igjen, og derved beholdt han støbet. Dette horn kom siden til kunstkammeret i Kjøbenhavn, hvor folk fra Listerbygden saa det; men senere Skal det være bortkommet. Paa Aa præstegaard i Lyngdal boede engang en præst, som havde en søn, der kaldtes «bondesønuen af Aa». Han red engang forbi Runesteinslia, som ligger paa heien østenfor, før man kommer til dalen. Lien kaldes saa, fordi man engang der har fundet en sten, hvori der var indhugget endel runer, og dem skal Hellig Olav have hugget med sit sværd. I Lien boede endel trolde. Bondesønnen fra Aa raabte ud fra veien: «;E dæ her, en fær tunskaala?» Det svarede fra lien: «Knud Kvi, tapp i! Bondesonen fraa Aa vil ha (lrikka!» Da kom der ud et trold med et sølvhorn, fyldt med drikke Bondesønnen af Aa tog mod drikken, men stødte den ud bagover sine skuldre. Nogle draaber kom paa hestens lænd, og de tog haarene af. Nu red bondesønnen afsted med sølvhornet. «Einfod, einfod! spring og tag manne11 paa renna!» Troldet med én fod sprang, hvad det kunde; men det kunde ikke naa bondesønnen af Aa, førend han kom til Rom. Da var hans hest sprængt; men saa red han ind i en bygager, fordi man siger, at troldene ikke kan gaa i byg. Runestenen skal findes ved Herdals kvernhus. Tunskaal, kaldtes nok egentlig den skaal øl, man før skulde tømme paa tunet, naar man reiste fra gjæstebud, f. eks. fra bryllup.