Side:Norges land og folk - Lister og Mandals amt 1.djvu/504

Denne siden er ikke korrekturlest

BEFOLKN1NG. 49I og en bæk, efter hende kaldet Kraakebækken, thi hun blev kaldet Kraake, fordi hun gik i sorte klæder». Holm omtaler sagnet i sin beskrivelse af amtet, citerer Torj’(eZ1s og siger: «Endnu ovenfor Kirken løber den i Historien bekjendte Krakabæk, som er et godt rindende Vand, hvorover .4slaug eller

l(7lov, de norske Enevolds Regenteres Stammemoder, har drevet

Kvæg i den Tid hun blev opfødt paa Spangerejd hos en gammel Mand Ake med sin Kjærring Grimma. hvilket 0pholdssted hun forlod ved Kong Ragner Lo(lbroks Hje1p, som af en Hændelse kom til at ligge med sin Flaade i en Havn ved Spangerejd, og tog hende til .Egte.» Faye oplyser i sine «Norske Folkesagn» (1854), at sagnet endnu dengang levede, og at en gammel kone paa Svennevig fortalte det til assessor SChæa(:h, som besøgte stedet og besang tildragelsen i sine digte. Man viste ham den lille ø eller det skjær, hvor man- den paa Svennevig skal have fundet guldharpen med barnet i. Fortællingen om Aslaug eller Kraaka er sammensat af et gammelt sagn og et eventyrmotiv. Det heder i sagaen om Kraaka, at hun skulde komme til Ragnar Lodbrok hverken klædt eller uklædt, hverken mæt eller umæt, hverken ene eller ledsaget af noget menneske, og hun indfandt sig da i et ørretnet med en løg i munden og med en hund. Dette er et eventyr, som svarer til eventyret «Ikke kjørende og ikke ridende» i Asbjørnsens «Norske Folkee ventyr ». Eventyret er allerede i oldlitteraturen fæstet til Kraaka og RagnarS navne, og som allerede P. .4. 2lIemeh gjør opmærksom paa, er der baade i Norge og Tyskland eventyr, hvor kvinder løser den satte opgave paa lignende maade som Aslaug og bliver gift med konger. For beretningen om Ragnars giftermaal med Aslaug synes saaledes et ældga1nmelt eventyr at ligge til grund. Vistnok for- tæller beboerne ved Spangereid, at i fordums dage en guldharpe med et pigebarn drev ind paa et skjær nær Øvre Svennevig; at hendes navn var Aslaug eller, som det paa de kanter udtales, Aadlov; at hun tillige kaldtes Kraaka og af sine fosterfo1—ældre paa Svennevig sattes til at gjæte gjeter og faar, men at hun siden blev dronning; at det inderste af bugten ved Svennevig har faaet navnet Guldvigen efter guldharpen; at den høi, paa hvilken hun pleiede at sidde, efter hende er kaldt Aadlovhaugen, og at en bæk i nærheden —— rimeligvis den, i hvilken hun vaskede sig —- ligeledes efter hende har faaet navnet Kraakubækken. Men dette sagn ved intet at fortælle om Ra-gnar eller om Heime og Sigurd l“’aavnesbane og synes uafhængigt af Ragnars saga og at have