Side:Norges land og folk - Lister og Mandals amt 1.djvu/626

HISTORIE. 613 Ynglingatal. Siden var han længe hos Harald haa1—fagre, i hvis krige han deltog, og hvis søn Gudrød han paa sine gamle dage fostrede paa sin gaard. Af hans større digte er bevaret stykker af —(let mythologiske digt Haustlǫng, kvædet for Torleiv (spake), og det meste af det historiske digt Ynglingatal. Dette sidste digt opregner, siger Snorre, Ragnvalds 3O for- fædre. Digtet er forfattet i det kortere versemaal fornyrdalag. Digte som Ynglingatal er en affødning af skaldenes ophold ved hirden; skaldene ansaaes den gang for de bedste bevarere af de gamle sagn, idet versene ved sin faste form bevaredes i hukommelsen. Skaldene blev derfor et slags kongelige historikere. Tjodolv er, saavidt man ved, den første forfatter i denne art historisk literatur. — Sædvanligvis antages Ynglingatal forfattet i Norge om- kring aar 860. Da Harald haarfagre havde lagt for had sine sønner med finnekvinden STl(B.fV’id, drev han fra sig alle sine sønner med hende og vilde ikke se dem. En af dem, Gudrød Ljom(—, drog til Tjo- dolv den kvinverske, sin fosterfar, og bad ham reise med sig til kongen, thi Tjodolv var kongens ven. Da de kom til kongen, som var paa Oplandene, tog denne vel imod Tjodolv, og denne bad kongen, at han ikke skulde foragte sine sønner: «de vilde gjerne have havt bedre moderæt, om du havde givet dem det». Kongen lovede ham det og bad ham have Gudrød hjemme hos sig, som han før havde været, men Sigurd og Halvdan lod han reise til Ringerike og Ragnvald til Hadeland. Det heder, at de alle blev kjække mænd. Gudrød Ljome, som om vinteren var hos sin fosterfar Tjodolv, havde en fuldrustet skude og vilde fare nord paa Roga- land. Skjønt det var stærk storm, vilde Gudrød reise og ikke vente. Da gjorde Tjodolv et kvad, hvori han advarede ham mod brændingerne om Jæderen. Gudrød reiste trods Tjodolvs raad; men da de kom udenfor Jæderen, sank skibet, og de druknede alle. I Grettes saga, som er forfattet omkring 1300, omtales fra Harald haarfagres tid en herse i Kvine, G“rim Kolbjørnssøn, og en anden mægtig mand, Øndott Kraaka. Den hele beretning om disses stridigheder er ialfald udsmykket, om der over- hovedet ligger noget til grund for beretningerne. Grim, der var bleven kongens lendermand, overfaldt og dræbte Øndott, fordi denne havde taget vare paa arven efter en fornem mand fra Gautland, Bjørn Rolvssøn, og udbetalt den til Bjørns søn, Trond nUøk.s”iglande eller den hurtigseilende. Det heder, at Grim ove1—faldt Øndott, medens han og hans folk var i skogen for at