| HISTORIE | 631 |
udstrakte Tunger. Paa Skioldet er en Markgrevelig Krone. Hele Vaabenet staar i tvende med et rødt Baand nedentil sammenbundne grønne Palmegrene.
Disse markgrever af Lister og Mandal omtales her kun, fordi de bar disse landsdeles navn. Det hele var selvfølgelig en tom form.
I aarene 1711 til l718 var Povel Juel amtmand i Lister og Mandals amt, og da hans liv og tragiske endeligt er usædvanligt skal det her omtales.
Povel Juel, født i Trondhjem noget efter 167O, vari sin ungdom prokurator i Nordland, hvor han efter et gammelt sagn stak ild paa Harstad sorenskrivergaard; senere var han prokurator i Bergen. Han var vistnok en dygtig forretningsmand, ligesom han syslede med digtekunst, men der gik talrige historier om hans ryggesløse vandel. Hans procedure vidner om en sjelden raadsnarhed. Allerede under Fredrik 1V’s Norgesreise i 1704 synes han at være kommen i forbindelse med kongen; ved den store nordiske krigs udbrud, da han var konstitueret byfoged i Bergen, indgav han til kongen projekter til at forøge statskassens indtægter og kom i denne anledning 1711 til Kjøbenhavn, hvor en kongelig kommission tog hans forslag under behandling. Han vilde omregulere fisketienden i Nordlandene, forøge anvendelsen af stemplet papir, skarpere kontrol med toldoppebørslerne og optagelsen af et kongeligt laan — forslag, der mødtes med almindelig uvilje hos kommissionen og i Norge.
Han skal af kongen have faaet løfte om sæde i den norske slotslov i forbindelse med ober-bergamtforvalterembedet søndenfjelds, og for at sætte sig ind i bergværksvæsenet reiste han til Bøhmen og Ungarn. Han fik ingen af disse stillingen men udnævntes i 17l1 til amtmand i Lister og Mandals amt. Her kom han straks paa kant med Stiftamtmand Henrik Adeler i Kristiansand og nogen tid efter ogsaa med slotsloven. Det varede ikke længe, før der kom anklageposter mod ham, og i den forfølgelse, som nu blev reist mod Juel, har der ogsaa gjort sig personlig animositet gjældende. 17l8 fjernedes han fra amtmandsstillingen for ubetydelige forseelser. Juel blev opbragt paa regjeringen og søgte at hevne den tort, som var overgaaet ham. I 17l6 var han begyndt at aabne underhandlinger med svenskerne, om det maatte lykkes dem at faa fast fod i landet; da Karl XII’s planer slog feil, stræbte han efter kong Fredrik 1V’s gunst, reiste 1720 til Kjøbenhavn, tilskrev kongen et andragende og anraabte om naade. I hans bønskrift var der udtryk, som opfattedes som undsigelser. Foreløbig blev der vistnok ikke taget noget hensyn til det, men da hans rolle hjemme var udspillet, søgte han sin lykke i Sverige, og paa udreisen insulterede han sit fædrelands institutioner. I Sverige gik intet ham efter ønske, ogi 172l vendte
