Side:Norges land og folk - Lister og Mandals amt 2.djvu/447

Denne siden er ikke korrekturlest


436 1.1STP:n OG MANDAl.S Amt Ved en restauration af kirken blev endel klæberstene hentet fra Huseby og anvendt til en spidsbuet indgang til skibet, hvor de endnu forefindes, og disse stene har vistnok i sin tid været anvendt til samme brug i det nedenfor omtalte Laurentii kapel„ men kirken i sin helhed er ikke bygget af Huseby kapels ruiner, som Holm antager Van-esynar kirI1îj(1 var Vanse hovedkirkes gamle navn. Herred præstegjeld blev udskilt 1828. Laurentius kirke“, ecClesia S. Laurentii de Lista, stod paa Huseby i Farsund sogn og var et af de 14 kongelige kapeller og maa selvfølgelig have havt egen præst. Da Laurentii kirke var en kongelig kapelkirke, stod præsten ikke under diokesets biskop. Hans nærmeste overordnede hed magister (—apellarum regis. Hvorlænge Huseby kapel stod, er uvist. I «Norske Fornlevninger» siges, at det formentlig stod til slutningen af det 16de aarhundre(le; ialfald maa det have staaet til over midten af det nævnte aarhundrede; thi af «Norske Stiftelsen sees det at være henlagt under Stavanger hospital (almosohusl af lens- herren Christopher Huitfeldt, hvis embedstid falder mellem aarene 1542 og l556. Vanse præstegjeld har havt adskillige usædvanlige præsten hvoraf nogle her skal omtales: xlui(7,I(Ï’l Schytte nævnes i Vanse kaldsbog som den første evan- geliske præst i Vanse; han levede her ved aaret 1546. Vanse sognekald bestod foruden af Listerlandet ogsaa af Spind og Bris- eid, det nuværende Herred sogn. Michel Schytte var først præst paa Avaldsnes og kom her i uenighed med den danske lensherre Esge Bilde, kirkebryderen, der lod præsten bortføre som fange til Bergen. Lensherren nødtes imidlertid til at løslade præsten, og Schytte forflyttedes t-il Vanse Jørgen H(’)ltIll’I.II(j-9ø)l Stor(—h var en af Stavanger bispedømmes letsindigste og umedgjørligste præster paa den tid. Sin provst Peder Claussen til Undal, truede han paa livet og vilde en søn- dagsmorgen overfalde ham i Vanse kirke. Storch blev af dom- kapitlet i Stavanger fradømt sit embede 1594. Storch var beskyldt for at have staaet i tvetydigt forhold til et (“skarns kvindemenneske» ved navn Marine, men d9HD(’ beskyldning blev afvist som et paafund af nabopræsten hr. Mats i Lyngdal,— der eftertragtede Storchs embede, og som gjennem adelsfruen AdelutZe Benkestok paa Hananger søgte at erholde Vanse sognekald. Storch fik i l594 efter andragende forblive i sit embede. Han døde 1597.

‘—lY2d)“(’(l-G .fm“genscW, Storchs søn, blev efter almuens valg en

kort tid faderens eftermand, men Storchs svigersøn, Jacob Claus- søn, der i 14 aar havde været Storchs medhjælper, anklagede 8îII