Side:Norges land og folk - Nedenes amt 1.djvu/194

FÆDR1FT. 181 Dette økonomiske System er særlig fremherskende i den gamle Gulathingsbog, og gjennem hele middelalderen er den vesten- og nordenfjeldske bondehusholdning en udpræget kvæghusholdning. Ikke blot er fæl overhovedet identisk med penge og formue men koen er almindeligt betalingsmidde1 og almindelig værdi- maaler. Som vi regner med kroner, regnede man dengang med kyrlag. Og kanske endnu større rolle i omsætningen spiller koens vigtigste produkt, smørret. Laupr, m(inaðarmal)“ (maanedsmad) og .s7)ann (spand) underforstaaet Smør er grundlaget for landskyld- be-rPgningen over hele det vesten— og nordenfjeldske Norge. Efter hvad der betaltes i landskyldsmør til de store kirkelige og adelige jorddrotter, maa tilvirkningen af Smør have været be- tydelig. Det kan under disse forhold ikke undre os, at formuende folk lagde sig til en større kvægbestand, end de selv kunde føde, ganske som de lagde sig til mere jordegods, end de selv kunde dyrke. Begge disse kapitalanbringelser er saaledes forudsætninger for de vigtige og af loven omhyggelig regulerede retsinstituter: la-ægleie og jordleie. Kvægleieinstitutet er fyldigst behandlet i Gulathingsbogen, hvis bestemmelser omtrent uforandret gik over i Magnus Lagabøters landslov og derfra gjennem Kristian IV’s norske lov over i Kri- stian V’s norske lovb0g. Koleien var dog vistnok allerede i den senere middelalder en hendøende forretning. Men præstebordene og kirkerne vedblev stadig at opsamle kokapital og bortsætte kjør paa leie. Det hang sammen med den ældgamle sædvane at give præ- sten eller kirken en ko i sjælegave. Det blev efter reformationen ved Truid Ulfstand og Klaus Bildes retterbod af l539 lovbestemt: Naar en mand eier mere end 6 kjør, da skal den ene gives sognepræsten i ud.færd efter bonden og den anden efter hustruen. Saadanne lig kaldtes endm1 i begyndelsen af det l9de aar- hundrede (=kulik». Disse udfærds— og sjælegavekjør er Oprindelsen til de kjør, som figur-erer i præstebordenes inve11tarielister og i kirkestolene eller kirkens regnskabsbøger. De sidste kaldes «kirkekjør» og har til de seneste tider været bortsatte som leiekjør. Beiter og havn leies bort under navn af beiteleie, græsl(—i(“ og hegning. Med beiteleie betegnes i regelen driftekarernes leie af beitestrækninger; det kaldes ogsaa heileie. Græsleie er derimod leie af havnegang for enkelte kreaturer eller betaling for en saadan. Det tekniske navn paa græsleie er i Setesdalen «hegning», og kreaturer, som indtages i beite, kaldes «hegningskretur» eller