Side:Norges land og folk - Nedenes amt 1.djvu/219

206 NEDENES AMT. disse sidste kaldtes tvertræer, d. e. tverbjælker (þ1.—ertré) og tjente til at give det hele mere sammenhold og fasthed. Taget selv var som det øvrige af træ og almindelig udven- dig klædt med næver (næjrum þakit) og derovenpaa ved de bedre huse med bord (suðþakiO eller med træspaaner, d. e. tynde træ- plader, liggende over hinanden som skjæl paa en fisk (spönþakit), hvilken beklædning da, ligesom væggebeklædningen, var tjæret; de ringere huse var udentvil almindelig tækket med torv. Dets øverste skarpe rand, hvor skraabjælkerne mødtes, kaldtes -mænir, d. e. møn. Den øverste bjælke i hver af sidevæggene kaldtes brynaas (br-:2náss). Taget gik paa de lange sider noget udover væggene og dette fremspring kaldtes ups (tagskjæg). De tvende kortere vægge naaede i en spids lige op til mønen og kaldtes gavlvægge (gt(fl- veggr, gajlhlað). Blandt de enkelte bygninger indtog hallen (høll), skaalen (skáli) eller stuen (stofa) den fornemste plads. De tre benæv- nelser bruges hyppig iflæng; de synes ogsaa oprindelig at have betegnet det samme. Navnet sal (salr), som undertiden forekommer, især i de gamle digte, synes i de ældste tider at have betegnet aldeles det samme som hal —eller skaale. Skaalen var opført i en langagtig firkant, som det synes oftest i retningen fra øst mod vest, med hovedindgang i den ene gavl Foran hovedindgangen (karldyrr) var en slags forstue, der benævnes forskjellig, snart .forstoj“a, forstue, snart an(Idyri. snart j3—amhus, snart j“orsk(il-i. Denne forstue synes at have været aaben fortil og saa bred, at flere personer kunde staa jevnsides i den. 1ndgangen til selve Skaalen var forsynet med dør (hurð), der almindelig var indrettet til at lukkes indenfra enten med en slaa af jern Oárnsl(i, en jernstang, der skjøves for den) eller med en træbom (slagbrandr). I Skaalen var intet andet loft end hustaget; over tverbjælkerne saa man lige op til mønen. Naar loft om- tales i skaalen, da forstaaes udentvil derved kun en planketæk- ning ovenpaa tverbjælkerne i dens indre del, til hvilken forhøi- ning en stige fra gulvet gav adgang. Gulvet dannedes af fast- stampet jord og blev til stads strøet med halm, siv eller straa. Midt efter gulvet paa langs var en stenlægning, kaldet arinn, d. e. arne, eller eldstó, d. e. ildsted, paa hvilken der brændte ild; thi først mod slutningen af det 11te aarhundrede begyndte man at bruge murede ovne. Røgen, der bølgede i skaalens øvre del og overdrog tverbjælkerne med sod, havde udgang gjennem en