Side:Norges land og folk - Nedenes amt 1.djvu/220

BEBYGNING. 207 aabning i taget, som almindelig kaldtes ljore (Uör1i) undertiden ogsaa reykberi. Skaalen lik om dagen sin belysning dels gjennem ljoren, dels gjennem glugger (gluggar, ental gluggi), anbragte paa tagets nedre del, langs brynaaserne. Gluggerne lukkedes med speld eller almindeligere skýár, der udentvil oftest bestod af den tynde hinde, der omgiver kalven, naar den fødes (nu for tiden paa Island kaldt liknarbelgr og anvendt til samme brug), udspændt over en efter gluggens form afpasset træramme G—h;jágrind). Om end skjaagrinden stod for, lod den nogen lysning falde ned i skaalen. Ljoren kunde ligeledes lukkes eller aabnes efter behag, enten ved en simpel trælem eller ved en skjaa, lig den, som brugtes foran gluggerne. Den aabnedes og lukkedes udentvil paa samme maade, som endnu er brugeligt i røgstuen, nemlig ved hjælp af en egen simpel mekanisme bestaaende af to sammen- hængende stænger. Glasvinduer var i hedendommen en stor sjeldenhed, der ikke anvendtes uden i det høieste paa templer (h(ZZ), og det led vist- nok meget langt hen i den kristne tid, før man begyndte at bruge dem paa Vaaningshuse. At det med den oven beskrevne indretning maatte være temmelig dunkelt i skaalen, følger af sig selv. Langs med hver af skaalens sidevægge stod en bænk, kaldet langbænk (langbekkr). Den langbænk, som stod ved den nordlige væg, hvor altsaa de siddende vendte sig mod syd eller, efter de gamles udtryk, mod solen, var egentlig bestemt for husets folk og kaldtes den jbrnemme bænk (æðri bekkrj. Midt paa den var husbondens høisæde (hásæti, öndveg1), foran hvilket de to, i hedenskabet hellige, hø1is(e(lestolper var anbragte. Den modsvarende langbænk, paa hvilken ankomne fremmede al- mindelig anvistes plads, kaldtes den ringere bænk (áæ()ri bekkr); midt paa den var der ligeledes et høisæde. En tredje bænk gik langs med den gavlvæg, der var lige- overfor hovedindgangen. Denne bænk kaldtes tverpallen Cþverpallr) og indtoges oftest af husets kvinder. Undertiden havde skaalen dør i begge ender, og da synes tverpallen at have manglet Foran bænkene var fodskamler (fötpallr, stokkr, skör, .fötaskör), og paa bænkene selv blev der til stads lagt hynder (hægindi). Skaalens vægge var almindelig indvendig panelede, og pa- nelingen (þili) ligesom ogsaa det indre af taget var undertiden prydet med udskjæringer og maling, forestillende mythiske eller historiske begivenheder eller gjenstande af naturen. Det var ogsaa skik at hænge vaaben, især skjolde, paa væggene til pryd. Ellers blev ved høitidelige anledninger