Side:Norges land og folk - Nedenes amt 1.djvu/225

212 NEDENES AMTɔ som er det oldnorske hm-ð. Skjeldtile er det oldnorske sk:jaldþili, betyder et loft, overværelse, i Setesdalen egentlig gulvet i loftet. Skjaa og skjaag1—ind, den gjennemskinnelige bud og rammen, paa hvilken denne var spændt, heder paa oldnorsk sIøár og sh:j(igrind. Ligesom bygningerne har holdt sig temmelig uforandret, saaledes har efter dette ogsaa en del af benævnelserne paa bygningernes enkelte dele været temmelig uforandrede. Medens aren endnu ved aaret 178O var almindelig i Setes- dalens stuer, var peisen eller, som den her kaldtes, spisen bleven indført i Øvre Telemarkens bygder, uden tvil ved efterligning af bygdeskikken længere østpaa. Arestuen havde dog været almindelig her ogsaa, som Lund omtaler i 1785 i sin beskrivelse af Øvre Telemarken. P. Blom omtaler i sin beskrivelse af 1896 bygningskikken i Setesdalen i senere tid. Af arestuen (i“øykstoga, gamlesfoga) findes nogle ægte i Valle, nemlig paa Aamli, Viken, Sagneskar, Aakre og Steinsland. I arestuen bæres taget alene af rafte (rapta), ikke tillige af aaser. A1—en er et aabent ildsted midt paa jordgulvet (aurgolv), saa man kan gaa og sidde omkring ilden. Røgen stiger frit op og gaar ud gjennem ljoren i taget. Da varmen gaar frit ud, maa der næsten altid brændes, og man faar det endda neppe varmt. Gamle folk i Bykle kunde mindes, at i den tid man om vinteren sad iarestuen, foretrak kvinderne tildels at sætte sig med sin rok eller sin bunding i fjøset; thi om det end brændte jevnt paa aren, holdt det sig koldt i stuen paa strenge vinter- dage, saasom ljoren maatte staa aaben for røgens skyld. Om natten lukkes ljoren med en lem, om dagen tjente den tillige som lysaabning, da der intet vindu var. Tildels har man dog ogsaa til at lukke over ljoren om dagen havt en grind (ramme) med shîjaaskind (et gjennemsigtigt skind). Disse stuer er tømrede af det sværeste tømmer af malmfuru, saa fire til fem Stokke tildels har været nok til en væg. De mægtige Stokke er tilhuggede linseformede. g De linseformet tilhuggede Stokke kaldes haankehugget(haanke- hoggjen, flattægde), fordi tømmermændene trak stokken gjennem en dertil gjort jernring eller haank. Fra midtstykket mellem begge døre strækker der sig udover aren en svingbjælke, hvori gryden eller kjedelen hænger Denne bjælke kaldes gjø-ja og ender i en med udskaaret manke og skjæl p1—ydet dragehals, der stundom fremviser mange hug som lev- ning af den engang almindelige skik, at bryllupsfølget, naar det kom ind i stuen, huggede med sine sværd og kaarder i gjøja.