Side:Norges land og folk - Nedenes amt 1.djvu/229

2 I 6 NEDENEs A1uT. E. Sundt, der skriver om bygningsskikke i 1863 og 1864 i «Folkevenuen», omtaler «Ola Døsja i Vikedal, som døde for et aar siden og var paa halvfemte tjuge (9O aar); han kunde fortælle saa meget om gamle dage, og han talte tidt om, hvorledes de sluttede med den gamle grue og byggede ovn (røgovn af steu) i kraaen eller hjørnet af stuen; man fik det rummeligere og gildere paa den maade; det var som en ny møde — da først nogle havde begyndt, vilde alle tage efter. Dog var det ogsaa saa, at de, som dengang var gamle, satte sig længst imod, og i førstningen vidste de heller ikke at bruge den nye indretning ret; de var svært bange for varmen og stod færdige med vasbøtter for at slukke, naar de syntes luen stod for stærk ud af ovnen, og gryden satte de ind i selve ovnen; men siden blev de bedre vante med den nye maade.» Den forbedring, som Olav Kyrre (1066—1093) indførte, synes efter dette først at være indført saa sent, at en i 186O levende mand kunde huske forandringen. Røgovnen blev herskende paa Vestlandet, aren østenfor. Da baalet maatte brænde paa aren uafladelig for at holde det varmt om vinteren, og ljoren og døren maatte staa aaben for røgens skyld, brugtes der en masse ved. Røgovnen derimod sparede brænde. Hvor det gjaldt om at spare paa veden, eller i kyst— og fjorddistrikter uden Overflod paa skog, maatte røgovnen passe bedst. Røgovnen blev ikke indført overalt, fordi aren med sit baal tjente ikke alene til at varme, men ogsaa til at lyse hele vinter- kvælden igjennem, men røgovnen var mørk og krævede en kole (lampe) med lyse (tran af fiskelever), som man lettest fiki fiskeri- distrikterne. Senere lærte man at mure af sten et ildsted med røgpibe (peis, skorsten, 1ysovn), og en peis er ligesom aren skikket til at varme og lyse paa en gang, og den fandt lettest indgang der, hvor aren brugtes før. Paa Østlandet, hvor vistnok aren og ikke røgovnen havde været i hvert hus, kom peisen til at høre hjemme for aarhun- dreder siden, medens røgovnen i de vestlandske strøg var det almindeligste ildsted endnu i det nittende aarhundrede. Peisen gjør sin tjeneste uden at besvære med røg og sod, ligesom aren kræver den meget ved og passer derfor mindre for VeStlandet. Senere end peisen blev kakkelovnen med røgpibe kjendt her i landet. Som peisen havde været skikket til at afløse aren, saa var kakkelovnen som skabt til at afløse røgovnen. Det er kakkelovnen (i dens forskjellige former, bilæggerovn, viudovn, kogovn), som har afskaffet røgovnen.