Side:Norges land og folk - Nedenes amt 1.djvu/392

Denne siden er korrekturlest

man fik god bør (byrr). Man tog havn, hvis reisen gik langs land, naar det blev for mørkt. Ude paa havet maa man, før magnetnaalen blev kjendt hos os — hvad vel skede i det 14de aarhundrede — om dagen have seilet efter solen og om natten i klart veir efter polarstjernen (leiðarstjarna). Var veiret derimod tykt, maatte alt gaa paa en rus.

Fartøierne var ofte malede (steind) ovenfor vandgangen (fyrir ofan sjó). Ved ét skib omtales farven; det siges nemlig om Aasbjørn Selsbanes byrding eller handelsskib, at det var malet ovenfor vandgangen med hvid og rød farve.

Som bindemiddel har vistnok været brugt tran, maaske navnlig haakjærringtran, som paa Island brugtes til ma1ing i begyndelsen af det 19de aarhundrede.

Skibet havde sin baad (eptirbátr, skipsbátr), som blev taget ind, naar man gik tilhavs, paa handelsskibe blev den sat bag masten ovenpaa ladningsstabelen (bulki, bunki, farmr).

Paa store skibe havde man flere ankere. Da Haakon Haakonssøn i 1263 fik storm, da han laa ved Kumrøerne i Skotland, gik kongeskibet i drift; det stoppede vel noget, da storankeret (aðalakkeri) faldt, men det sang først op for ankerne (hrífa við), da 7–8 var kastede, indbefattet det ene, som tilhørte et andet skib.

De nordlandske jægters mandskab har ikke (høvedsmand), men en styrmand og haasettere, derimod havde skibredernes ledingsskibe sin høvding (höfðingi), sin styrmand (stýrimaðr) og sine rorskarle (hásetar eller hömlumenn). De af skibredets bønder, som havde trælle, skulde skaffe kok (matsveinn, matgerðarmaðr, matbúðarmaðr).

Paa handelsskibe havde man endnu ikke ved slutningen af det 10de aarhundrede fast kok. Gjennem hele middelalderen har det med de daværende ufuldkomne ildsteder maaske ikke været muligt at koge onîbord, saa mandskabet maatte paa havet leve af kold mad, brød, smør, vel og grød, speget sild eller kjød.

De mindste baade (bátr), prammen (prámr) og eken (eikja) var udentvil ligesom endnu uden kjøl og ret afskaaret i agterenden.

Af de andre egentlige baade var den saakaldte nökkvi vistnok mindst og havde formodentlig kun to aarer. Efter aarerne fik baaden navn, fireaaret (nu færing), seksaaret (seksæringr) o. s. v. indtil tolvaaret (tolfæringr). Dette er det største aaretal, som træffes i en baad.

Aarerne bevægedes ikke mellem tollepinder, men som endnu vesten— og nordensfjelds mellem et krumtræ eller en kjeip (keipr) og et dertil fæstet baand af vidje eller taug, hamlebaand (hamla, hömluband). Bredden af baaden var neppe større, end at en mand til nød kunde ro med to aarer.