Side:Norges land og folk - Nedenes amt 1.djvu/398

I—1ANDEL OG SKIBSFART. 385 skipper og kjøbmand, men anvender “farmaðr (sjøfarende) om begge dele. Sagaerne har mange eksempler paa ætstore mænd, som drev handel. Selv Harald haarfagres søn, Bjørn, fik sit tilnavn Far- mand paa grund af sin handelsvirksomhed. Han havde mange kjøbmandsskibe i fart paa andre lande. Derfor kaldte hans brødre ham Bjørn Farmand eller kjøbmand. De fornemme mænd, som drog ud paa togt, var i almindelighed vikinger og handels- mænd paa samme tid. Naar de kom til et fremmed land, slut- tede de først Vaabenstilstand og holdt kjøbstævne med de ind- fødte, efterpaa røvede og plyndrede de. Saaledes styrede Egil Skallagrimssøn og hans fæller til Kurland og «lagde der til land med en halv maaneds fred og kjøbstævne. Men da det var endt, tog de til at herje og lagde til ved forskjellige steder». Efterhaanden ophørte disse kombinerede plyndre— og handels- tog, — undtagen til Bjarmeland, hvor nordmændene endnu paa Haakon Haakonssøns tid drog hen paa røverfærd. Stormændene fortsatte dog som før med handel. Magnus den godes hirdmand Torstein Siduhalss(m drev skibsfart paa Irland. Olav den hel- liges slægtning St. Halvard var kjøbmand og seilede paa Gotland. Den senere orknøjarl Kale Kolssøn. paa Sigurd Jorsalafarers tid, stod i stadig forbindelse med England Om sommeren var han paa kjøbfærd, og om vinteren sad han hjemme i Norge. I «Kongespeilet», som “er forfattet ved midten af det l3de aarhundrede, taler faderen til sin søn om kjøbmandsstanden: «Skjønt jeg selv snarere har været hofmand end kjøbmand, saa vil jeg dog ikke laste denne stilling for dig, thi den vælges ofte af de bedste mænd. Det kommer her an paa, om man bliver en virkelig kjøbmand og ikke blot giver sig navn af kjøbmand, medens man kun er en bøker og bedrager, som sælger og kjøber få-lSkf.» At drive virkeligt kjøbmandsskab i det store og seile paa fremmede lande var efter dette en ærefuld stilling, men kræm- mere og høkere var ikke anseet. Ogsaa geistligheden i Norge drev fra gammel tid af en ikke ubetydelig handel. Erkestolen i Nidaros og flere klostere eiede rige fiskevær, og tienden, som præste1—no modtog i naturprodukter, fisk, huder, vadmel o. s. v., tvang dem saa at sige til at blive kjøbmænd Erkebispen af Nidaros og Lyse kloster havde alle- rede i det 12te og begyndelsen af det 13de aarhundrede betyde- lige handelsprivilegier i England. Ved siden af geistligheden og stormændene begyndte der tidlig at danne sig en virkelig kjøbmandsstand, som blot levede af handel og skibsfart. Sagaerne nævner eksempler herpaa. Da Høskuld Dalakols-søn (i første halvdel af det 10de aarhundre(le) 25 —— Nedenes amt