Side:Norges land og folk - Nedenes amt 1.djvu/421

408 NEDENES AMT. paa 2O til 3() mils længde. Trælasthandlerne, som allerede havde megen last ved kysterne for den udenlandske handel, lagede det slig, at deres anden last i elven blev holdt tilbage, og da dette var en stor n1ængde, blev begyndernes smaa forraad stoppede samtidig og kunde ikke komme ud; derfor havde de intet at handle med, medens de ældre kjøbmænd havde nok, og hine blev tvungne til at give handelen op. I)e gamle kjøbmænd fik nu denne handel alene, og de kunde drive den med fordel. da bønderne stod i den indbildning, at de trængte til kjøbmanden og kjøbmanden ikke til dem. Dersom bønderne kun havde kjøbt almindelige fornødenheder, var de ikke kommet saa let i dekadence, men de søgte ligesaa meget overdaadighedsvar(—r. I)ermed kom de i stor gjæld, og alt eftersom gjælden voksede, for- mindskedes prisen paa deres egne varer, men kjøbmændenes steg. En græsselig underbalance opstod, og bønderne maatte som skyld- nere lade sig behandle efter behag. De ældste kjøbmænds sønner, der ved fædres florerende handel var blevet vant til vellevnet og magelighed, gad nu ikke som deres fædre paatage sig de besvær- lige reiser for at mærke bøndernes vareleveran(—er. De betroede denne kommission til de andre. Dette gav bønder-ne, som be- gyndte at føle, hvormeget kjøbmanden i handelen havde forud for dem, leilighed til at spekulere paa kneb. Kjøbmændene sendte tømmermærkere til at mærke bøndernes last, og bønderne søgte at komme i god forstaaelse med disse. Man trakterede dem og gav dem gode foræringer. De erkjendtlige tømmermærkere gav mærkesedler ud paa varer, de-r endnu laa i skogen, ja som stod og groe(le og følgelig ikke kunde bringes i beregning til ud- førsel. Kjøbmændene, som sad hjen1me, kunde ikke straks mærke dette underslæb, fordi de i den udenrigske handel havde forraad nok af den overflødighed, som de havde arvet fra sine fædre. Nu og da kom ud af elvene noget, som fandtes mærket for Id til 20 aar og derover De fattige bønder maatte i betragtning af disse overflødig- heder, som kjøbmændene eiede, anse det for en naade, naar de for nye varer, som de mægtige kjøbmænd trængte til og ikke kunde faa ud før nogle aar efter, kunde faa forskud og kredit paa andre varer, som bønderne behøvede til livets nødvendigheder med videre. Thi da gjælden blev saa stor-, saaes aldrig penge, men bønderne maatte tage til takke med de varer, kjøbmændene vilde unde dem. som ofte var noget langt andet end det„ de begjærede, og undertiden bedærvede (overslaaet med sjøvand). Bønderne. som var kommet i dekadence, bekymrede sig heller ikke om, hvad der blev skrevet i skyldbøgerne, naar de kun kunde faa noget. f. eks. korn, som de behøvede til føde, brændevin, tobak. slibe- stene etc., som de maatte borttuske paa andre steder, alt til tab og skade. Deres gjæld voksede, de selv forarmedes og led nød,