Side:Norges land og folk - Nedenes amt 1.djvu/570

BEFOLKNING. 557 I den nederste medaljon sidder Sigurd og steger Faavners hjerte og inidvolde, medens han stikker fingeren i munden, og to fugle sidder i t1—æet over hans hoved, ganske som i den yngre Eddas variant af sagnet (ca. 1222), men ikke stem1nende med Vøls- ungesagaens 6 fugle (13de aarhundredes anden halvdel). Regin sees ikke, derimod bærer Sigurd som paa hyllestadfiguren spids hjelm med næseskjærm. I medaljonen ovenfor sees Regin med det fra hyllestadrelieferne kjendte spidse skjæg, smedende sværdet for Sigurd, der her —— ogsaa i overensstemmelse med hyllestad- relieferne — er uden hjelm og drager blæsebelgen. I næste medaljon prøver Sigurd sværdet, der springer istykker paa am- bolten. Regin mangler, derimod staar Grane ved Sigurds side, allerede belæsset med skatten, —imod al kronologi. I den øverste indfatning sees Sigurd med hjelmen paa hovedet, dræbende Regin med det spidse skjæg, idet han med den høire haand gjennem- borer ham, medens han med den venstre griber ham i den lange pandehaardusk — et tegn paa, at billedet er setesdalsk original; thi i disse egne var det sædvanligt at lade en haardusk i panden, spiren, vokse lang, og den gav i slagsmaal et godt tag. l3egin, af hvis mund blodet strømmer, søger med begge hænder om Sigurds sværd forgjæves at afværge stødet. Den rette tidsfølge mellem de forskjellige begivenheder er ikke overholdt. Formerne er slettere end i hyllestadrelieferne. Austad kirke, A—uðastaöa kirh:ja, nævnes ide pavelige nnntiers regnskaber 1327. I en besigtigelse af 1628 skildres kirken som stærkt forfalden. Baade «rafter, trod og spaan» var da raadne. «1 ko1—et er der nogle draaber (steder, hvor der drypper gjennem taget), saa at præsten kan neppe staa tør, naar det regner, saa det gjøres inderlig behov straks at forfærdiges og nogen ny spaan at indlægges.» Kirken er endnu omtalt i en besigtigelse, der kan dateres til 1666. Den er vistnok kort efter ombygget, thi den tømmer- kirke, der nedtoges i 1877, var overmaade gammel. I denne nyere kirke var indsat to planker fra den gamle stav- kirke; de var —— siger professor Rygh — i afkappet og forhugget tilstand sammenslaaede til en dør og kom til universitetets sam1ing, da kirken var revet. Her møder vølsungesagnkredsen os endnu en gang i en formbehandling, der erindrer om Hyllestad og Vegusdal; men denne gang behandles kun den sidste del af sagnkredsen, Gjukungerne Høgnes og Gunnars skjæbne. Halv- søilerne er aldeles borte, og begge plankerne er fyldte med orna- menter, der tilhører telemarkstypen (fra basis opstigende dyr- hoved); de er usædvanlig djærvt og sikkert tegnede. Paa den høire planke sees i den nedre, paa den venstre i den øvre del