Side:Norges land og folk - Nedenes amt 1.djvu/588

BEFOLKN1NG. 575 I Setesdalen pleier man at spytte over hvilketsomhelst kreatur, som føres til skogen; det vil da blive bevaret for al slags ulykke. Eidsvoldsmanden H. J. Grøgaard, som var kapellani Øiestad, fortæller, at i aaret 18OO kom der til ham en kone fra et nabo- sogn med en 4—5 aar gammel vakker gut, for hvilken hun var meget bekymret. Han havde nemlig tydelig, saa baade hun selv og flere andre havde hørt det, skreget i moders liv, hvilket ansaaes som et for- varsel for en barnet overhængende ulykke, idet han, efter gammel overtro, vilde komme til at begaa en halsløs gjerning. I)en eneste udvei til at redde ham var den at gaa til skarpretteren i Kri- stiansand og at faa denne til at svinge sværdet over hans hoved for at afværge skjæbnen. Paa veien til Kristiansand kom hun da ind til præsten Grøgaard, og det lykkedes dennes kone at faa hende beroliget og til at vende tilbage til sit hjem. I arkiv for skolevæsen af biskop P. Hansen har præsten i Valle P. L. Lund berettet om overtro i Kristiansands stift, og hvad han beretter, angaar vel nærmest Valle omkring aar 1800. Ringe af gammelt sølv, som er gaaet i arv, lægges ivuggen til det nyfødte barn og bæres med barnet til daaben; derved hindrer man, at det udøbte barn ombyttes og bliver en bytting. Høres væggesmeden eller dødningeuret over døren, skal en død snart bæres 11d. Katuglens skrig paa et hus varsler det samme. Naar hushanen galer paa usædvanlig tid, varsler det ulykke. Man føler da paa hanens fødder; er de varme, bliver der ildløs, er de kolde, skal en i huset drukne. Kalven blev krosset i panden, før man slog den ved Slagtningen Naar ræven tuder og gjør inde i tunet, er der feigt folk paa gaarden. Paa en gaard i 0vaeinang fór den engang helt om alle husene, og før aaret var ude blev en død baaret ud af hver stue. Varskrig høres, kort før en ulykke sker paa land eller vand, og gjentages nogle aftener efter hverandre. Det er en jamrende og klynkende stemme, som af et menneske i dødsfare. Kommer det fra vande-t, tilskrives det nøkken eller fosse- grimen. Høres varskriget paa land, tilskrives det et andet væsen, som holder til, hvor et mord er begaaet eller skal begaaes. Dette væsen sees i en fugls skikkelse og varsler, at der er født i dølgs- maal, eller at et menneske er lumskeligen dræbt og morderen ustraffet I Bykle hørte man ofte, at det «skreik for lik1), naar nogen skulde dø. Det fjerne skrig lignede rævehyl. C:ä De æ reven, som stundom kan skrike fyrr ein døir.»