Side:Norges land og folk - Nedenes amt 1.djvu/756

H1SToH1E. “ 743 ceremoni(1r, at udrydde aabenbare laster blandt l“ægfolk(—t og at forbedre præsternes stilling». Disse Vedtægter fik kongelig stad- fæstelse; men det varede dog en god stund, før reformerne kunde træde i kraft. Kapitlet blev i l574 gjenoprettet, og som stiftets kirkelige domstol havde dette at dømme i alle sager vedkommende geist- ligheden og religionen (deriblandt indbefattet ægteskabSsa-ger). Om tiendeydelsen havde regjeringen resolveret, at «bondeluten» her- efter skulde tilfalde de fattige skoledegne i Stavanger og det der- værende hospital. Men herimod reiste der sig almindelig uvilje i stiftet. Bønderne i Stavanger len fik beholde «bondeluten-—Þ hjemme i bygden for sine fattiges ophold, hvorimod de skulde betale 1 spand (ï“Z‘s skjæppe) korn af hvert ««mandsværk» til skolen og hospitalet (det saakaldte degnespand). Ogsaa Listers og Midsyssels almue gik et par aar efter ind herpaa, men først i l592 — eller 2l aar efter Jørgen Erikssøns komme til Stavanger bispestol — vedtog Nedenes almue at ud- rede «degnespandet». Raabygdelagets befolkning forblev imidlertid døv for alle forestillinger. I sine bestræbelser for at faa bønderne til at udrede den skyldige tiende havde Jørgen en trofast med- hjælp i den lærde Undalspræst Peder Claussøn Friäis. Jørgen Erikssøns virksomhed var en uafbrudt kamp mod en selvra-adig befolkning, (Ier gjerne brød al kirkelig orden og skik. Han blev undsagt paa livet. og bønderne mødte fulde op i kirken, naar han kom til dem paa visitats. Etsteds paa Agdesiden kaldte man, mod superintendentens vilje, en bonde til sin sjælesørger, og der maatte strenge konge- bud til for at faa ham væk. Bønderne paa Agdesiden klagede i 1603 over sin lensherre Peder Grubbe til Aalstrup, fordi denne indkrævede den forhøiede ledingsafgift, samt fordi han efter eget tykke inddrev u(lredsler hos bønderne. Kongen gav dem medhold i noget, men ikke i alt- Bønderne klagede til herredagen i Bergen over forskjellige for- seelser, hvori lensherren havde gjort sig skyldig, og denne, som troede, at den bekjendte Undalspræst Peder Claussøn Friis stod bag bevægelseu, søgte at komme ham tillivs ved at indgive klager over ham for mislig embedsførsel, for drab og anstiftelse af mytteri m. m. Peder Claussøn blev imidlertid frifunden for lensherrens anklage, men denne flk paa sin side medhold i den maade, hvorpaa han havde varetaget den kongelige kasses tarv. Det følgende aar blev han dog fjernet fra sine len, nærmest vist- nok paa grund af de oplysninger, som under sagerne fremkom mod ham, og som ingenlunde talte til hans fordel. Efter Kalmark1—igen 1611—l8 blev distrikterne, som havde