Side:Norges land og folk - Nordlands amt 1.djvu/113

10O NOR1)LAN1)s AMT. gaar saa nogenlunde efter vandskjellet, men da den er trukket i rette linjer fra røs til røs, kan den ikke nøiagtig følge vandskjel- let, saa at dele af de norske elves nedslagsdistrikt ligger i Sverige og omvendt. Hvor et fjeld naar en vis største høide, der vil der i samme egn i regelen være en hel række andre fjelde, hvis høider nærmer sig det høieste fjelds. Denne regel gjælder de fjelde, som bestaar af samme bergart; thi i egne, hvor flere bergarter forekommer, gjør andre regler sig ogsaa gjældende og udvisker ofte denne regel. Der er talrige tinder i Nordland, paa hvilke denne regel finder sin anvendelse; her kan nævnes de Syv søstre, Okstinderne, Sulitelmatinderne; mange flere kunde nævnes. Det er ikke alene blandt de høieste fjelde, vi gjenfinder saadanne ensartede høider. I de lavere dele af de landstræk- ninger, med hvilke vi her beskjæftiger os, gjenfinder vi det samme end mere udpræget. Ude ved kysten er der talrige lave holmer og skjær, som dukker op over kvadratmile store stræk- ninger, uden at den ene synderlig overgaar den anden i høide. Ved kysten af Nordland er der hundredevis af øer, paa hvilke man ikke vil finde en eneste høidekurve, fordi der ikke gives noget punkt, der rager op over 30 m.; thi med denne afstand anbringes kurverne paa karterne. Naar nu ingen af disse naar op over 30 m., saa vil dette altsaa sige, at der her findes hun- dreder af toppe, der ikke varierer 30 m. i høide. Botner, sækkedale, fjorddale, indsjøer, fjorde, eid, Skjær- gfifiI’d0Il Og straI1dflade1I. Alle Nordlands høie fjelde, som naar op over 1000 m., er dele af den krands eller den eg, som om- giver en botn. Botnerne er de hesteskoformede smaadale, som optræder i stort antal i de egne, hvor smaa bræer har holdt til. Ligesom elvene fordyber sit leie, saaledes fordyber de stivnede isstrømme, som vi kalder bræer, sit, og den form, smaabræerne giver sit underlag, er botnen. I høiderne, hvor der ligger sne den største del af aaret, er det faste fjeld ofte sprængt istykker til en dybde af 1 til 2 m.; stenen ligger der, som om det var i et stenbrud, og uordenen i de løsbrudte blokke er ofte ikke større, end at man af aarer i stenen og deres beliggenhed kan se, hvor de havde sin plads i fjeldet. Det er vandet, som har trængt ind i stenen, og idet det fryser, sprænger det løs. Bliver fjeldet dækket af sne og bliver denne mægtig, saa danner der sig paa Stedet en liden bræ, og denne kan, da den bevæger sig, flytte stenene bort fra sit leie ligesom den skurer fjeldet. Paa denne maade fordybes under- laget, og der fremkommer tilslut der, hvor bræen ligger, smaadale af en eiendommelig hesteskoform, hvilke smaadale paa norsk