Side:Norges land og folk - Nordlands amt 1.djvu/116

NA’l’URLIG BEsKAFFENHE1). 103 grændser. De gaar over i hinanden. De store bræer under istiden har„ idet de i det hele fulgte de af de gamle elve udgravede dale, fordybet disse og givet dem sin nuværende form, paa sine steder fordybet dem saa, at der blev store sjøer; de gik skurende ud i havet og afsatte der al den sten, de førte med sig fra det faste land, dannende svære banker og sletter ude i havet. Det rindende vand eller elvene har vistnok før istiden for- dybet sine leier og udgravet store dale, men i en indsjø ligger vandet stille, og elven kan her ikke fordybe sit underlag til en sjø, saaledes som en bræ kan, som ofte omtalt i andre amts- beskrivelser. Det er ovenfor vist, at de høieste toppe aftager mod vest- nordvest, og at et plan gjennem de høieste toppe skraaner i det hele i en retning lodret paa kystens retning. Det er sand- synligt, at landets afhæld fra gammel tid har havt denne retning mod vestnordvest eller lodret paa kysten. De elve, som før istiden søgte ned fra det høie land, maa da forudsættes at have fulgt i det hele og store denne retning, og har fordybet sine leier og dannet dale. Disse dales retning er imidlertid betinget ikke alene af det almindelige afhæld, men ogsaa af den større og mindre modstand, som bergarterne gjorde mod elvens arbeide. Ligesom graniter og gabbro gjorde den største modstand mod den almindelige forvitring, og skiferne og kalkstenene den mindste modstand, saaledes fordybede elvene hurtigere sit underlag i de sidste bergarter, og i kalkstene finder elvene lettest vei, endog ned i jorden, som senere omtalt, idet elvevandet ligetil formaar at opløse kalksten og marmor. Idet elvene paa sin vei fra det høie land søgte ned mod vestnordvest efter landets skraaning, blev deres retning delvis afbøiet, hvor de stødte paa faste berg- arter, og de fordybede hurtigst sit leie i de mindst modstands- dygtige Siden under istiden fulgte de store isstrømme i det hele og store de af de gamle elve dragne veie, fordybede dalene og gav dem deres endelige form, ligesom indsjøerne og fjordene først kom istand i denne sildige tid. I Nordland gaar fjordene og fjorddalene dels lodret paa kysten efter landets afhæld, men mange dale har anden retning. Aar- sagen hertil er, som antydet, vistnok den, at de gamle elve og senere bræerne lettest banede sig et leie efter de bergarter, der gjorde den mindste modstand mod deres arbeide. Nu er der vide strækninger i Nordland, hvor lagdelte bergarter, helst glim- merskifer og marmor, strækker sig i retning mod nordnordøst, medens der udenfor eller vestenfor ligger lange felter af graniter og gneis med stor modstandsevne. Følgen heraf har været, at de store dale strækker sig langs østsiden af de store granitfelter og gneisfelter, saaledes som nogle eksempler skal vise.