Side:Norges land og folk - Nordlands amt 1.djvu/146

NATuR1.1G BEsHAFFENHE1). 133 Sulitelmabræen er allerede i 1807 undersøgt af den svenske forsker G. Wahlenberg, som har beskrevet denne egn i «Berättelse om lappska Fjällens höjd» (1808), hvilken beretning er ledsaget af et kart og to tegninger af bræen. Senere har denne egn været befaret af Karl Petter-sen og af O. A. Corneliussen, og den svenske del af bræen er beskrevet af .]. lVestmann (Svenska Turistföreningens arsskrift 1889). Af den geografiske opmaaling er denne egn nylig kartlagt. Allerede fra Saltenfjorden og fra udsigtsp11nkter omkring Bodø kan Sulitelmatoppene sees omtrent 8O km. borte. Paa aas- ryggen mellem Øvrevatn og Langvatn, nord for jernbanen mellem disse vande, der hvor den sti gaar, som benyttedes før jernbane- anlægget, er der udsigt mod Sulitelma. Paa den høie snedækte sokkel kneiser i 20 km.s afstand.Sulitelmas to toppe, medens isbræen Salajiek11a skyder ned mellem den nordvestre pyramide- formede stortind og søndre top. Fra Skjerstadfjorden gaar i Fauske herred Vatnbygdens store dal mod øst over Nedrevatn, Øvrevatn og Langvatn. Særlig paa nordsiden af Vatnbygdens da1 i Fauske herreds østligste del er der mægtige fjelde, saaledes Sulitelma, mange toppe, den høieste 1914 m. o. h., Blaamanden, 1571m., ()lmajalos, 1461 m., Nordre Saulo, 1776 m., med flere. Strækningen mellem disse fjelde er dækket af store isbræer. Mod sydvest begrændses Sulitelmasokkelen af indsjøen Loame- javr“re, 719 m. o. h., og den 9 m. høiere liggende rl[uorkejavrre, der mod øst naar nær til rigsgrændsen ved røs no. 238, og som kun ved et lavt og kort eid er skilt fra det store svenske fjeldvand Pieskejavrre, 578 m. o. h., der i flere mil fortsætter i samme ret- ning. Mod vest og nord skraaner sokkelen mod Blaamandens og Linajieh-pas sne- og ismasser, og mod sydøst gaar bræen Salajiek)7a med nogenlunde jevnt fald over rigsgrændsen ned mod dalførerne Lairovagge og Kajlandsvagge. Om høiderne og navnene paa tinderne her har der været nogen uklarhed, da flere af tinderne ikke har særskilt navn; de kaldes Søndre Sulitelma, Nordvestre Sulitelma, Nordre Sulitelma o.s.v; De nyere maalinger har nu bragt klarhed over dette. Her skal opregnes æ;af -SulitelmatoËR(Æe i Norge og deres høider. Vestlig i Sulitelmas gruppe ligger 3 km. nord for indsjøen Loamejavrre Vakna(?okka, l 7OO m., besteget af Wahlenberg i l807 og af ham kaldet Søndre Sulifelma. l km. vestnordvest for Vaknaöokka ligger (?ævra(?okka, 1 557 m. 2 km. nordnordvest for Vaknaðokka ligger Stor-toppen, jidligere feilagtig anseet for den høieste tind i gruppen, 1830 m. høi, og først i 1888 besteget af O. .4. Corneliussen. Ikke fuldt 1 km. vest for Stortoppen, der