GEOLOGI. 205
huledannelser sammen; de 3 huler gaar helt ud i dagen, og en ender blindt. Den ene er 10 m. lang, den anden l5 m., den tredje er l8 m. lang, den 4de er smal og lav (man maa krybe derind) og ca. 10 m. lang. Bredden og høiden er forskjellig paa de forskjellige steder, ofte 4 m. brede, 3 m. høie, med indsnævringer. Bergarten i dette hulesystem er mest marmor. Høiden af hulerne i Langskjellighatten er: bundens høide ved den nordvestre munding af den høieste hule er 179 m. og ved den sydvestre 185 m., og midtpartiet iden laveste hule ligger 158 m. o. h. Fjeldet over hulerne har en høide af ca. 200 m. Huler dannes som nævnt paa forskjellige maader: enten ved brændingens arbeide paa kysten eller ved elvenes erosion. Hulerne i Aunhatten er dannet af havet. Sjøskjællene og hulernes udseende og beliggenhed lader ikke tvivl tilbage derom, og hulerne i Langskjellighatten er vistnok ogsaa mærker efter en tidligere havstand.
Vest for Engevatn er en 5 a 6 m. bred, 3 a 4 m. høi og ca. 25 m. lang hule, i hvis inderste bund er vand; en bæk risler derigjennem.
Lige ved veien i nærheden af Naustvik kirke er flere hu1er med saa trang aabning, at man maa krybe derind. Paa sydsiden af Vega i Vega herred nord for Erviken er en liden hule. I en mod Alstahaug fra Breitind udgaaende ryg i Alstahaug herred er en stor hule, som kaldes Svarthullet. Hulen ligger paa søndre side af Vetfjeldet. Svarthullet er besøgt og beskrevet af Vargas Bedemar og af Sven Nilsson. Bedemar beretter: Indgangen er meget vid. Lige ved den ligger en stor plade hornblendeskifer, som øiensynlig er styrtet ned fra en af hulens sidevægge. Hulen gaar straks steilt nedover, men allerede 20 skridt inde i hulen bliver man standset af en dyb, lodret kløft, hvorover man ikke kan komme uden stige og tauge. I denne kløft, som er 8-9 alen bred, ligger store klippeblokke indklemt. De stene, som man kastede ned i aabningen, brugte 25-30 sekunder for at naa bunden. Der laa endnu sne derinde, som var saa haard, at ingen fodspor kunde sees paa den. Fra taget dryppede rigelig vand ned, fuldstændig som i en regnskur. Der findes ingen sidegange ei heller stalaktiter eller afsætninger af nogen sort. Bag den omtalte kløft blev grotten trangere, kun som en kløft i fjeldet af liden bredde. Hulens retning er fra nordnordøst mod sydsydvest. Sven Nilsson beretter, at man for at komme til hulen maa klatre op for en steil styrtning. En mængde løse stene ligger strøet omkring aabningen, og herfra klatrer man ned gjennem aabningen i grotten. Derinde ligger store stenblokke, snedriver og is; stenvæggene var isede, og mørket raadede derinde. Længst
