Side:Norges land og folk - Nordlands amt 1.djvu/291

278 NORDLANDS AMT. smaa Skjær, hvorfor der Ingen kommer. I Almindelighed ere disse 3de Strømme ved fuld og ny Maane somj stridest, men i Til og aftagende spagere. Ved Flod og Fjære har det samme Beskaffenhed ved de 2de sidste Sund og Godøe Strømmen, som ved den 1ste Knaplunds Strømmen omtalt er.» Eiler Hagerup Rosem:inge var sorenskriver i Salten fogderi fra 1778-93, og hvad han har berettet om Saltstrømmene i 179O, er trykt i «Budstikken» i 1824. Han siger, at han har seet, at endog den store hvalfisk har maattet give efter for dens styrke og har arbeidet saa længe, at blodstraalerne har staaet ud af dens gab. «Saltstrømmen,» skriver Rosenvinge, «er almindelig den hele sommer igjennem meget fiskerig paa sei, kveite eller helleflyndre og smaatorsk, og da min gaard ligger lige over for paa den anden side af Saltenfjord, V4 mil derfra, har jeg her havt daglig for- raad. Jeg har og ikke sjelden fortjent 50 rdl. og derover af en dreng paa 2 til 3 1naaneders tid. I visse maader er denne strøm meget skadelig for fiskeriet af sild og anden fisk og op- sluger den hele bjergning, som kommer ind fra havet igjennem Saltenfjord; thi ofte tager denne sin vending igjennem strømmen ind i Saltfjorden, hvor den ligesom forsvinder; da havet i denne fjord er saa dybt, og bunden saa uren og k1ippefuld, at fisk paa ingen maade kan fanges. Derfor maa disse indbyggere af Skjer- stads og Saltdalens sogne, naar de behøve fisk til husfornødenhed, reise 2, 3 til 4 mil, enten til Saltenfjord eller længere ud imod havet. Ved slutningen af Saltenfjord, og Ve mil fra Storstrømmen, ligger den anden strøm, som kaldes Godes-trøm. Denne er endnu smalere og kortere, men saa opfyldt med skjær og stene, at man i stor ebbe ved hjælp af en lang stav kan fra det ene land til det andet springe over paa stenene; dog fordres hertil varsomhed og smi(lighed, thi hvis man glider, er livet borte, da strømmen imellem stenene er meget dyb. Formedelst den ujevne bund er den farlig at beseile, naar den løber stærkt, da man let kan støde an imod en klippe eller sten, og den kan af saadan aarsag ikke befares uden paa smaa baade.» Provst A. Schytte omtaler Saltstrømmen i «Budstikken» 1817. «Blandt mærkværdige naturfænomener, siger han, fortjener uden tvivl Saltstrømmen at nævnes som den, der ingensteds i Norge har lige. Henimod ebbe og flod, især ved fuld- og nymaane, frem- stiller den et saare sjeldent syn; med en utrolig force og torden- lignende bulder, som høres i îf4 mils frastand, trænger havet ind eller ud og optaarner de rædsomme bølger der ligne bjerg- topper, imellem hvilke afgrunden synes at aabne sig i bundløse alt til sig rivende hvirvler. Paa den tid vilde enhver baad eller