Side:Norges land og folk - Nordlands amt 1.djvu/514

JoRnBBuG. 501 skaffenhed og nævner, hvor skikket det er for dyrkning. Saaledes skriver han om Lurø: «Den del af øen, som er flad, er dækket af yngre dannelser. I midten, mellem gaarden og havnen, staar der en kirke, og ikke langt derfra er jordsmonet blottet. Der ser man under den sorte myragtige muldjord et blændende snehvidt lag, omtrent to fod tykt; det er løst, uden sammenhæng, som om det var en fin lys sand. Men det er det ikke. Tvert igjennem det hele lag ligger der ikke andet end gulagtige, sønderbrudte skaller og uendelig mange smaa skjæl, og mellem dem nogle større, ikke muld, ikke mergeller som ved Stenkjær. Saaledes udbreder laget sig vandret og hen gjennem alle de flade dele af dalene paa øen, bedækket af myr og af torvjord, og maaske naar det ikke høiere op end til 2O eller 30 fod over den høieste havstand.» Om Lurø bemærker han saa videre: «Hvad skulde vel mangle denne ø, hvis fisken i Lofoten tillod dens beboere at tænke paa anden bedrift end fiskefangst! Fortræf- feligt jordsmon i smaa, langsomt skraanende dale, hvori vandet kan faa afløb eller stænges, eftersom man ønsker. Sand og kalkjord af muslingskaller er der i nærheden og i tilstrækkelig mængde til at blande i jorden, saa den bliver frugtbar. Ved er der i fjeldene og paa marken nok til husets behov. Eiendommen ligger for sig, saa tilgangen er stængt for bjørn og ulv og gaupe; thi de kan ikke komme fra fastlandet over sundet og søger aldrig disse øer. Endelig er der et klima, der som paa Tjøtta ingenlunde er ugunstigt for agerbrug. Lurø bliver ogsaa i det hele taget holdt for varmere end de andre omliggende øer, og vi tror gjerne, det er saa.» Det dyrkede land og bebyggelsen ligger paa mange steder i den lavere del af fjorddalene paa grusflader eller terrasser, og ogsaa disse er afsatte i havet, men af elvene, saa ogsaa disse gaarde ligger paa gammel havbund. Men den udvaskede sand og aur i terrasserne er mere skrind jord og ikke saa frugtbar som den ka1kholdige eller lerholdige sand. En stor del af det frugtbareste land i Nordland ligger der, hvor glimmerskifere med kalksten optræder i saa ringe høide over havet, at skjælsand og lerholdig sand har kunnet afsætte sig. Det bliver da dele af herrederne Vik, Brønnø, Tjøtta, Alsta- haug, Stamnes, Led.ingen, Steigen, Evenes og flere strækninger langs kysten og i fjordene. Det her omhandlede jordsmon er det, som fortrinsvis er taget i brug, idet dets beliggenhed ved kysten har været af- gjørende.l Men ogsaa inde i fjordene og oppe i dalene er der paa overmaade mange steder udmærket jordsmon, om det end kun delvis er taget i brug.