Side:Norges land og folk - Nordlands amt 1.djvu/538

JORDBRUG. 525 en almenning, nemlig fiskeværet Vaagan, idet han kræver land- varde for rer fra samme, saa antydes derved, efter professor Taranger, at retterboden kun indrømmer haaleygerne den samme ret til almenningen, som St. Olavs lov hjemler den; det var ingen eiendomsret, men brugsret. Denne Slutning er imidlertid ingenlunde uangribelig. Det vides ikke, at der efter Hellig Olavs lov betaltes afgift af 5 fiske af den, som fiskede i Vaagan. Naar Harald Haarfagre paalagde saadan afgift, da han bemægtigede sig odelen, var det ikke kun paa kongens land, de maatte betale afgiften. Det var en almin- delig skat, som intet beviser om almenninger. Haakon den gode gav bønderne odelen tilbage, heder det. Men bestemmelsen om de 5 fiske for hver, som fisker i Lofoten, kom efter Olav den helliges tid og indførtes af Svein Alfivasøn, som bragte en del nye love med sig til landet, der dels var indrettede efter 1ovene i Danmark, dels var endnu meget strengere Disse love opregnes i vore gamle sagaer og indeholdt følgende bestemmelsen Ved juletid skulde enhver bonde udrede til kongen de saa- kaldte ju1egaver, nemlig den saakaldte røykmæle, d. e. en mæle malt af hver arne, vinjartodde (græsgangs-gave), d. e. et laar af en treaarsgammel okse og et spand smør; enhver husfrue skulde ligeledes i julegave yde den saakaldte «rygjarto», nemlig en tot uspundet lin, saa meget som man kunde spænde om med lang- fingeren og tommelfingeren. Videre bestemtes, at enhver, der drog ud paa havfiskeri, hvorfra han end roede, enten det var fra hans eget eller kongens land, skulde betale kongen 1andvarde eller landslod, nemlig 5 fiske. Dette er almindelige skattepaalæg, ikke nogen særskat for dem, som ror fra kongens land eller fra almenning. De fleste af Sveins paalæg hævedes af Magnus den gode. Men, skriver P. A. Munch, flere af paalæggene vedblev, og det, mærkelig nok, netop i Trøndelagen, endnu i over 60 aar. Medens alle paalæggene for Gu1athingets vedkommende op- hævedes, dels af Magnus, dels ogsaa senere af hans frænde Haakon Thoresfostre, vedblev dog i Trondhjem de fleste af Sveins lovbe- stemmelser til Magnus Barfots sønners tid, da de blev ophævede omkring l106. Paa Haalogaland blev ikke engang da landslods- afgiften ophævet for dem, der deltog i Vaagans fiske (Frostathings- loven, XVI, 2). Nogen almindelig Slutning om nordlændingernes ret i skogene kan neppe drages af den skat, som Svein Alfivasøn paalagde lofotfiskerne, og som ikke er ophævet i Frostathingsloven. Under henvisning til den ovennævnte retterbod, udstedt af Magnus Barfots sønner, og under henvisning til, at skogen i aar-