Side:Norges land og folk - Nordlands amt 1.djvu/570

JORDBRUG. 557 naar det er gjort, skal baadene og redskaberne eftersees, saa alt er istand, naar fisken atter stimer mod land. Høonnen begynder i midten af juli og varer ikke længe, dersom regnveiret ikke bliver altfor langvarigt. Men det kan hænde, at fedsildfisket allerede er begyndt, for høonnen er over. Naar notfisket begynder, maa notfolkene være færdige til enhver tid, saa man egentlig ikke gjør regning paa dem ved gaardene drift. Efter notfisket følger ofte garnfisket paa de steder, hvo( silden stimer ind, og det gjør afbræk i onnearbeidet. Fed- sildfisket lægger beslag paa baade den mandlige og den kvinde- lige del af befolkningen. Kvinderne reiser til fiskepladsene som saltere og tilvirkere af varen. Vistnok er det næsten udeluk- kende løse folk, som deltager i fisket fra begyndelsen af; men af løse folk er der mange, da man har liden lyst til at tjene. Jenterne synes, det lønner sig at gaa som dagleiere, og gutterne vil helst arbeide for sig selv. Da gaar det med gaardene drift ofte, som det kan. Naar høonnen er over, faar ofte kvinderne paa gaar- den og de gamle sørge for resten. Dette er end mere tilfældet, naar hele mandskabet om vinteren er paa fiske i Lofoten; men da er der ikke stort andet at gjøre end at passe kreatm“erne. Fedsildfisket varer hele sommeren og høst-en udover, gjerne til jul. da folk atter skal paa Lofotfiske, saa det ofte gaar i ét kjør. Paa mange steder i Nordland kunde avlingen vistnok for- dobles ved den bedst mulige drift af den dyrkede mark; men til en saadan drift savnes de fleste forudsætninger. Gaardsbrugene i Nordland er stærkt udstykket, særlig i fiske- bygderne. Som fiskebygder kan betegnes de dele af amtet, hvor beboerne nær sit hjem kan drive indbringende dagligt fiske en stor del af aaret. I saadanne bygder er jorden som regel stærkt udstykket, særlig gjælder det Lofoten og Vesteraalen. Fiskerierne udvikler sig saaledes, at de drives aaret rundt; fiskeren kan da ikke røgte en større gaard; men paa den anden side synes den helt jordløse fisker vanskelig at kunne greie sig. Udrustningen bliver billig, naar fiSkeren under fisket kan forblive hjemme og deltage i den hjemlige husholdning. I fiskeridistrikterne bliver der ved jordens deling plads for en talrig fiskerbefolkning, idet hver familie faar et lidet jordbrug, og dette synes at være rigtigt og fordelagtigt. Som jordbrugsbygder maa først og fremst regnes Helgelands store indlandsbygder, Vefsen, Hatfjelddalen, Hemnes og Mo, hvor fiskerinæringen har ophørt at spille nogen meget stor rolle. I alle dalbygder og de fleste fjordbygder i amtet vil beboerne vistnok i fremtiden blive henvist til at søge sin næring hovedsagelig fra