Side:Norges land og folk - Nordlands amt 1.djvu/575

562 NORDLANl)S A1æ1T. mel er nok de a1ler fleste ubekjendt. I et land, hvor bondens næsten daglige kost er fisk, vilde denne vækst være særdeles nyttig, og til at erstatte den mangel af brød, som findes i mange husholdninger. » Misvækstaarene og krigsaarene før 1814 var vanskelige aar i Nordland. Efter sagnet frøs alt korn i Saltdalen 7 aar itræk, medens kysterne var blokkeret, saa korn ikke kunde hentes i jæg- terne fra Berge11. .Barkebrød hørte til dagens kost. Kjød- og fiskeben blev opsamlede og maltes paa kvernen for at blandes i brødet. Titingrug eller harerug (polygonum viviparum) og syre (rumex domesticus) blandedes i melet. Stilkene af bujen eller bugræsset (artemisia vulgaris), som vokser yppig i skje1let mellem agrene, blev tørrede og knuste, medens rødderne af den store bregne (struthiopteris vulgaris), der vokser langs bække i solvarme lier, og som under navn af «brom» eller «moldfor» gives kreaturerne at spise, kogtes og anvendtes til menneskeføde. Poteter dyrkedes endnu ikke i nævneværdig udstrækning, saa der kunde blive tale om at bruge dem for brød i uaar, men paa denne tid begyndte man at sætte pris pa-a dem. . C‘olban siger i 1814: Agerdyrkningen drives i Lofoten kun i Buksnes præstegjeld, og byg er den eneste sæd, indtil paa nogle aar, da poteter og kaalrabi er bleven begjærlig endog for bonden. S. NiLeon meddeler fra 1816, at efter de oplysninger, han fik, gav kornet, byg, gjennemsnitlig ikke mere end 6 fold; andre sagde 10. Man saaede byg, havre, sommer- og vinterrug. Sæden frøs paa øerne næsten aldrig bort, som inde i fjordene. Heller ikke som- mertørken tager saa stærkt her. Vildgjæssene her gjør stor skade paa sæden. De river den op, naar den er nysaaet. De tager ikke bare de korn, som ligger ovenpaa jorden, men graver endog nedi med næbbet. Senere bider de toppen af, og endelig om høsten, naar de drager sydover, saa slaar de sig ned i store skarer og traakker ned kornet og spiser det op. Provst Schytte i Bodø skriver i 1817: I de svundne krigs- og hungersaar lærte vel bonden at sætte mere pris paa jordbruget, da fiskevarernes pris ikke stod i mindste forhold til komets, og der udfordredes mere end en karls hele fortjeneste af vinterfiskeriet, nemlig 2O a 28 vog rundfisk, for at erholde en tønde korn. Potetav1ingen var efter Schytte i 1817 almindelig udbredt i Bodø præstegjeld, men ikke saa meget som man kunde ønske. For omtrent 25 til 26 aar siden, det vil altsaa sigei 1791 til “1792, begyndte den først at komme i brug hos enkelte mænd blandt almuen. Potetavlen blev ikke almindelig i Salten førend i krigsaarene, da alt hvad der kunde spises, skattedes. .