Side:Norges land og folk - Nordlands amt 1.djvu/629

616 NORDLANDS AM’I’. vaar. Befolkningen i disse dalfører er for størstedelen bygsel- mænd, der har liden interesse for et forbedret stel. Der holdes et forholdsvis stort antal af sultefodret-storfæ, men smaafæ og især gjeter holdes ikke paa langt nær i den ud- strækning, som ønskeligt kunde være. Disse distrikter har efter sin beliggenhed gode betingelser for gjetehold, der kunde blive en sikker indtægtskilde, medens storfæ ikke burde holdes udover det nødvendige til familiens underhold og et eller andet slagt, som muligens med fordel kunde afsees, da Salg af melk eller smør ikke kan blive lønnende under de nuværende forhold. Fjøsstellet er paa mange af gaardene i JIo ganske upaa- klageIigt, tildels meget pent, og dyrene er i godt huld og der er nok foder. Stellet er ikke saa godt i granskogtrakterne som et stykke længer op i dalen. Koen nyder ikke den anseelse igran- skogen som i løvskogen. Granskogen giver middel til at bjerge «levemaaden», og man stoler for lidet paa koen som indtægts- kilde. En daarlig dreven gaard og et daarlig passet fjøs giver sjelden synderligt overskud. Oppe i løvskogtrakterne, saaledes i øvre dele af Dunderlands- dalen, de øverste gaarde i Grønfjelddalen, samt i enkelte dele af Plurdalen, træffes kun undtagelsesvis helt magre dyr. I løvskogtrakterne henter man sine væsentlige indtægter ved salg af produkter af husdyrene, og der er opstaaet et noget bedre fjøsstel. Derhos giver løvskogen langt bedre havnegang end naale- skogen, og dyrene kommer om høsten paa baasen i langt bedre huld fra de gode havnegange end de besætninger, der har beitet i granskoge. Mange gaarde i Bodin har melkeleverance til byen, og eierne har for længe siden gjort den erfaring, at melkekoen lønner sig bedst, naar den tildeles en jevn, rigelig fodring. I Gildeskaal og Nordjolden er der slid og slæb med besæt- 11ingens livbjergning. Baade jordbrug og fiskeri forsømmes, og der lides tab, som føles igjennem flere aar. Den arbeidsydelse, som befolkningen præsterer ved at skaffe tilveie livbjergning for besætningerne i «bunødtiden», er en bedre løn værd end den, de magre og vantrivelige besætninger kan yde, og førtes der noget mere regnskab, vilde den slags ulønsomt arbeide af de fleste søges undgaaet. Nu derimod er her mange, som betragter det som en skjæbnens tilskikkelse, der skal ramme en syndbetynget slægt. I alle bygder vokser dog deres tal, som selv i vanskelige aar har foder nok til sin besætning og endog kan yde nogen støtte til sine mest betrængte naboer. I L()dingen heri-ed er fodringen saavelsom stellet gjennem- gaaende bra. Den lette adgang, der er i dette distrikt til fiske-