Side:Norges land og folk - Nordlands amt 1.djvu/692

SKOG OG MYRER. 67‘9 skende og kvæler de andre skogtræer og breder sig paa birkens og paa furuens bekostning. Men over Saltfjeldet og Svartisen har granen ikke naaet. Granen er saaledes i Nordland et for- holdsvis nyt træ og, som berørt, endnu paa vandring. I Dunder- landsdalen har for hundreder af aar siden furuen været eneraa- dende, men nu er der ikke mange furutræer; granen, ikke birken, har her erstattet den. Tæt bestand af unggran dækker snart de gamle furumarker, og smaagranen breder sig høit opover fjeldene ind paa birkens omraade. Granen er i Vefsen kraftig og frisk med topskud paa O.64 m.s længde, og den saar sig godt. Som skogtræ kan man sætte granens nordgrændse paa vest- kysten i det høieste til polarcirkelen, og her gaar den op til omtrent 3O0 m. o. h. Forekomsten i Finmarken er ringe, saa den er ikke her skogdannende træ. Furuen (pinus sylvestris) er det eneste skogdannende bartræ i Salten fogderi, men furuen vokser ogsaa godt i Vefsen og Ranen, hvor den ikke er fortrængt af granen eller er ødelagt ved hugst. Barkbrødtiden i begyndelsen af forrige aarhundrede angives at have været en medvirkende aarsag til, at furuskogene er gaaet tilbage. Ved hugst af furu kun for barkens skyld har man helst holdt sig til de vakreste stammer. Medens granen som skog slutter under polarkredSen, gaar furuskogen i Alten og ved Børselv i Porsanger op til den 70de breddegrad. Ved Lødingen-, skriver von Bu(-h i 1807, vokser der paa fjel- dene og nede i de smaa dale furutræer i mængdevis, og det sees tydelig, hvorledes de efterhvert aftager i høiden og bliver borte mellem birkene. Birkene og orretræerne under Lødingsakselens høie klipper var store og stærke og ganske u(lsprungne 22de juni. Ogsaa furuerne er høie nok, over 40 fod og mere, men overalt af daarlig vækst, kvistede og krumme. De staar for spredt. At de ikke af tilfældige aarsager bliver borte opover fjeldet, sees deraf, at de stadig aftager i høide og bliver skrøbeligere og skrøbeligere. Furugrændsen ved Lødingen er 204 m. Birkegrændsen her an- giver von Bu(“h til 458 m. Grændsen for furuen er i Saltdalen 601 m., længere ude ved fjordene i Skjerstad 471 m., i Beieren 434 m., i Steigen og i Tysfjorden 383 m. og i Lødingen som nævnt 204 m. Birken bør søges holdt borte fra furumoerne. Høiere op i lierne og opimod skoggrændsen i fjeldet er birken paa sin plads ligesom ude ved kysten. Her vilde det straffe sig, om man for-