Side:Norges land og folk - Nordlands amt 1.djvu/753

Denne siden er ikke korrekturlest

74() NoBn1.AN1)S AMT. traf man bjørn i .4nkenes, ligesom fiunerne siger-, at den, før dette arbeide begyndtes, hyppig generede renhjorderne. I Beisflorden i Ankenes og de dalfører, der fra fjorden gaar mod syd og sydøst, er der bjørn, ligesaa i Skjomen; der dræbes af og til en bjørn. Bjørn var der tidligere i stor mængde i Lødingen. Nu er den sjelden. Nogle gaarde mister dog hvert aar nogle kreaturer ved den. Den holder til i dalbotnerne paa Hi1møen. I KE(ZZ707’d paa fastlandet er der bjørn. Paa (2ffersø har der lige til den sidste tid kommet bjørn ned fra de nordenforliggende fjelde paa Hinnøen. . En bjørn blev skudt paa Sortland i 1887-88 og i Dom-berg i l889. Bjørn synes for tiden ikke at forekomme i Lofoten og Vesteraalen, undtagen paa de dele, som ligger paa Hinnøen. Der har været enkelte hjørne paa Andøen, men de synes nu at være udryddet der. Barth-, som skrev i 1853, siger, at der aarlig blev skudt etpar hjørne paa Andøen, og at de aarlig kommer til øen ved at svømme over Risøsund fra Hinnøen, hvor der er forholds- vis mange af dem. Før svømmede de ogsaa fra Hinnøen over Sortlandssund til Langøen og over Raftsund til Østvaagø, og bjørn har endog været skudt ved Himmeltinderne i Borge herred paa Vestvaagø. I begyndelsen af dette aarhundrede var bjørnen i Lofoten og Vesteraalen meget talrigere end nu. Colban, som skrevi l8l4, siger, at bjørnen er den farligste gjæst„ «som ikkun efter-stræbes af fiuner, der ei alene erholde en præmie af kongens kasse for hver bjørnehud, de paa thingene fremvise, men og reise allevegne omkring i bygderne og faa bjørneto1d, hos hvem de komme, naa-r de kun give sig -navn af bjørneskyttere, enten de ere det eller ikke. Dette rovdyr er vel noget formindsket, men gjør dog ofte i høstnætter stor skade. Det unge mandskab vilde i dette fogderi, som bestaar af eilande, kunne rent udrydde bjørnene, naar det fik tilstrækkelig øvelse med skydegevær». At bjørnen paa den tid svømmede over mellem Hinnø og Østvaagø, sees af følgende beretning af Colban.- «For et aars tid siden fiskede to drenge paa omtrent 12 aar i Raftsundet; en bjørn kom svømmende og vilde anfalde baaden, drengene flygtede ikke, men roede deres fiskesnøre rundt om dyret, hvorved dets ben blev indviklede; nu søgte det rasende baaden, hvorpaa den ene dreng kastede en ange1 med snøre, som heftede i halen, hvorved de trak dyret baglængs rundt i sjøen, og ved at blive ved immer at ro i en kreds, udmattede de saaledes deres fnysende fiende, at de efter et par timers arbeide bragte ham til landet, medens han endnu havde livsaande tilbage, som drengene med flid lode ham beholde, at de ei skulde tabe